Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. M. Ross: Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJØRNSON.
Han var kommen til Bergen og kunde med Cæsar sige:
«veni, uidi, vici.» Bergen og specielt dets damer laa
ham tilfode i aaben tilbedelse. Men mor, som var gammel
dags (hun hadede Amerika, emancipation og bloomerdragt)
og havde truffet B. B. i et stort selskab hos rektor Holm-
hun kom hjem indigneret, ikke saa meget over ham,
som over den for hendes opfatning ukvindelige maade, hvor
paa damerne dyrkede ham, og den suveræne selvfølgelighed,
hvormed han modtog deres hyldest.
Men saa kom 17de mai.
Der var opreist en talerstol paa Engen, og B. B. holdt
sin berømte tale.
Jeg synes endnu, jeg ser ham.
Som en solgud stod han der og lyste med sit blonde
hoved høit løftet, og hans tale rungede ud over den trylle
bundne mængde. Der var saa stilt som i en kirke, ja me
get stillere, for der var ingen hosten og pudsen næse.
Det var mit første indtryk af, hvad ordet veltalen hed havde
at betyde; det ord var vore lærebøger fulde af med Demos
thenes, Cicero, Cola di Rienzo, Mirabeau og Pitt; men livet
havde kun presenteret begrebet i form af taarevaade eller
buldrende prækener. Men dette maatte være den virkelige
veltalenhed; for den tog en i haarrødderne og ned over
ryggen, som nåar fru Michael i sang
Jeg havde med mor i kjølvandet krydset mig gjennem
folkestimmelen og faaet en plads lige under talerstolen.
Saadant havde vi aldrig hørt.
Jeg var saa optaget, at jeg glemte mor. Hvad skildrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
