Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson: Et brev fra en stortingsmand (og bonde) til sin hjembygd. Meddelt af Chr. Collin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Brev fra en Storthingsmand (og Bonde) til sin Hjembygd.
De er budne til forskjellige Foreninger her, men fast i alle
er de modtagne med Lister, saa de nu ikke længer tør gaa
nogensteds. Sidst var de i det norske Theater, hvorhen de
ogsaa var budne, og hvor de havde laget sammen et helt
Stykke for deres Skyld og sang og spilte og raabte Hurra til
deres Ære; men kom de ikke ogsaa der bag paa med sine
Lister? Jo, de vilde have flere Tusinder om Aaret af Sta
tens Penge - rigtignok, saa det gik endda an; men - siger
den værdige Brevskriver videre, det er farligt for at de
ikke faar Tusinde Skilling engang; for Staten kan ikke tåge
sig paa at lønne alle Folk, som vil agere Julebukke, heller
Saa kommer han til Studentersamfundet, og her vil vi
bruge Brevskriverens egne Ord, da vi ikke synes, at de kunde
oversættes :
«Her ejn Dagin fek me daa ej Bø ifraa Studenteraa;
dej ha ejt Slag, so dej kalla «Samfond», og der samla dei
se kvar Laurdagskveld fyre aa kvikke se oppate elte’ sit Slæp
aa Stræv i Veken. Me hadde sagte Hug te’ aa vete, kva dei
Karanne drejv paa, nåar dej va’ i Lag; dæ maatte no sagte
være nokaa grumare end da, so’ me olerde Fol kje kann rake
paa. Dar va me daa ogsaa visse paa, at dej inkje vilde ha
Penge, fyre disse Folk live ’ta ejt Slag, so dej kalla «Ideen»
aa dej ejte «Aandens Folk», og dej bry seg inkje stort om
Fenge, - i Vissine seje dej de sjølve daa. Ja, saa gjek me
daa dit op ej tjuge, tretti ta os, men daa kan du tru, der vart ejt
Leven, daa dej saag os komme. Dæ va fyst ej 4-5 Kara
so’ kalla’ se’ Styråra, aa dej kunde naa ogsaa halde ejt Styr
mæ. Dej fauk omknng mæ Tyæ voraa, men der va’ inkje
stort Rome’ te’ fjøke ’ti, og derfyre van dej inkje meire ’ejl’
te seje: «om Ferlatelse», - fyre dej støjtte mæst burti ajnna
kvar Mann. So va’ der to fine Kara, so rende omkring mæ
kvar si Leste. Naa daa, tænkte e, ska’ me faa Leste her
mæ; men den Gaangjen slåp me af; fyre de va’ inkje so dej
læst sjåa os; men nåar dej kom fram i ejn Student, saa
spuredej, om hajn vilde .abonnere» paa Storthingsmæinnene
dcj kosta 18 Skjilling, sa’ dej. - Me tykte no so, at dette va’’
Løje; men me fek inkje Tia te aa tænkje mejr paa da, før da
va ejn Kar, so stejg op paa ejn Gjeld; de vorre ein blejk-
Jette Kcr, so fine i Andleta, at de rejnt va’ ejt Aabin Han
va no væl ejn ’ta di Øvste dar, hann, for da vart so stilt
nåar ’n snakka. Han sa’, åtte dej fek inkje nokon Protekol’
477
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
