Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson: Et brev fra en stortingsmand (og bonde) til sin hjembygd. Meddelt af Chr. Collin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47g Bjørnstjerne Bjørnson.
sia Føremonnen va’ klene og inkje fek dej nokaa Bla’, hej Ider;
hajn sa’ inkje fyre kvi Skyld; dej va’ vel sagte klene dej, so
hadde mæ di’ ogsaa, e’ de’ tænkjande til. Aa saa las hann
op ejt Brev paa Svensk; men han va’ inkje frak te’ aa lese
Svensk, den Karen. Les inkje dej svenska Studenteraa bere
Norsk, so stend de inkje so gromt te’ mæ dej ra «aandelig
Förening», so Folkje trur ajllestain opover Lande’. De’ va’
knaft nok han va’ færige mæ Læsingjinne, so bar dej væk
de’, so han sto’ paa, aa saa tok ajlle Mann te aa bere. Sume
bar paa ejt Spæl, so sto’ der; sume bar Bor1 og sume
Bænkje. Dej bar aa førde aa fløtte, so de’ va’ mæst faarle’
te væra atmæ der. Men der var no ejnting likevæl, so e*
syntes dej helst skulde bore ut, aa de’ va’ ejn store Stejlleras
borti den ejne Kraaene; han tok væk mejre ejlde Fjere
partine taa Sala.
E’ spure no ejn Kar, e\ kva’ dej brugte dinane Stejlierasen
te’ aa han svarte de’, åtte dej hadde nokaa der i Samfunde’
so’ dej kajlla «Daterbestyrels», so hejlt Møte oppåa dejn Stejl
lerasen, ejn Gaang fyre Vikaa. E* tykte no de’ va’ Løje\ de’,
åtte dej inkje kunne halle Møte nepaa Tølæ, dej so andre
Folk. Men han svarte de’, åtte dej ra Tilstellinga gjek so
mykjy høgare end mæ andre Folk, aa stondom gjek dej no
so høgt mæ, åtte dæ ejn anna Stakkar inkje va’ go’ te sjåa
dej åtte. Hajn saag, at e’ log aat detta, og saa svarte han,
at dæ va’ no føste Tankjen den, at dej skulle spæle Komeh
føre Samfunde’; men sia saa syntes dej no, de’ va’ mykjy
bejnare aa spæle Komeli mæ Samfunde’. No kom han op
atte, den same blejklette, laagmælte Karen, so hadde laase
Svensk, aa so bade han os velkomne, fyre no va’ Ponsen md
kommin. Aa no vart dar drukje og songje og snakka, so
ejn vart rejnt ør i Haude sist paa. Aa inkje va de’ anna aa
vente hejlder, fyre dæ va’ so traangt, so den ejne trakka paa
Hælaa paa hinaa. Aa so kom de’ attaat, at ajlle Majnn, like
te’ yngste Gutastrikjen gjek aa røjgte Tobak, so skjøner Du
væl de’, at va’ de’ før lite’ ’ta di, so gjek te’ Hjarta, so va’ de’
mejr ejlde mykjy ta di, so gjek aat Hauda. De’ e’ inkje
solejs deroppe, so de’ e’ mæ os andre, åtte dejn teje se, so
yngst e\ aa dejn snakka, so elst e’. Nej, den so e’ ajller
mindst, han snakka ajllermæst der. Solejsinne va’ der ejn
liten granvorren Gut, so endele’ vilde tale. Fyst stejg han op
paa ejn Stad; men der rejv han ned tvau Ljøs, aa mæ det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
