Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Umandigheden hos Goethes helte - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes.
naturligvis ikke. Men Goethe skriver udtrykkeligt 1812 (63
aar gammel) til Zelter: «Jeg véd, hvilke beslutninger og
anstrengelser det kostede mig, den gang at undkomme fra
dødens vande.» Han har sikkert sagt sandhed, nåar han
har paastaaet, at han skrev romanen for at befri sig fra disse
stemninger. Han har jo heller aldrig seiv paastaaet, han
nøiagtig havde følt som Werther.
I foraaret 1772 var han kommen til Wetzlar for efter
sin faders vilje at indøves i juridisk praksis ved rigskammer
retten, Tysklands øverste domstol, der var i en saadan til
stand, arbeidede med en saa forslidt mekanisme, at ikke
mindre end 16 000 retssager paa en gang var svævende ved
den uden at komme af stedet, nåar ikke kraftig bestikkelse
eller kraftig protektion frem mede en eller anden sag. Goethe
synes ’ikke her at have gjort ringeste juridisk arbeide; man
har ikke fundet andet spor af hans ophold, end at han ved
ankomsten har indskrevet sit navn; han læste Homer og
Pindar. Seiv om han havde været en ivrigere jurist, end
han var, vilde han vanskelig her have fundet noget at gjøre.
Fem aar forinden havde keiser Josef II sendt 24 udvalgte
mænd som undersøgelseskongres til Wetzlar for at raade
bod paa elendigheden. De undersøgte i fire aar og lod saa
tre høiadelige dommere fængsle som bestukne, men i det
femte aar blev de seiv angrebne af tilstanden, og der opstod
en heftig spaltningimellem dem og en fuldstændig stillestaaen
af alt arbeide ved domstolen.
Byen var styg og mørk, men udenfor stod foraaret i sin
udsprnngne pragt. «Hverttræ, hver hæk er en blömsterbuket,
og man vilde gjerne være oldenborre for at kunne svæve i
dette hav af vellugt.» Lige udenfor den lille by var der en
brønd, livor Goethe daglig sad en time og saa paa, hvorledes
pigerne kom fra staden og hentede vand «den uskyldigste
og nødvendigste gjerning som fordum kongedøtrene seiv be
stred». Gjerne laa han ved en af smaabækkene, der løber
ned i Lahnfloden, gjemt i det høie græs, med ryggen mod
et træ og med sin Homer i haanden, som han laa, da Kest
ner første gang saa ham. Han spadserede til den nærmeste
landsby Gartenheim (i Werther Wahlheim), og der fandt han
en stille plads ved kirken mellem to mægtige gamle linde
træer, som han led bedst. Derhen lod han sig bringe bord og stol
og melk fra vertshuset og spøgte med landsbybørnene, teg-
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
