Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Umandigheden hos Goethes helte - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faust: Wer darf sagen,
Ich glaub’ an Gott?
Nåme ist Schall und Rauch.
(Han udtrykker sig mest i billeder og lignelser.)
1 Se Goethe-Jahrbuch, IX, side 237.
Umandigheden hos Goethes helle.
(Han hader skepticismen, stræber efter sandhed o. s. v.)
Gefiihl ist alles.
(Han lægger dog mere vægt paa følelsen af sandheden end
paa beviser.)
Gretchen: Ungefähr sagt das der Pfarrer auch, nur mit ein
bischen anderen Worten.
Faust: Jeder in seiner Sprache,
Warum nicht ich in der meinen.
(Han er ikke orthodoks, agter religionen, men ikke i den
skikkelse, hvori vore theologer fremstiller den.) l
Jeg sagde, at Werther i første del, hvor endnu Goethe
alene er model, er altfor sund og rig til at kunne tænkes
som selvmorder. Det er især hans naturfølelse, der er over
ordentlig i sin sundhed. Aldrig havde man sporet en saa
dan naturfølelse i en roman. Werther beskriver ikke her
naturen, end mindre tyr han til betegnelser som Luna og
Zefir (saaledes som Goethe i sine ældste digte). Alt er dykket
ned i følelse. Han føler livet i naturen pulsere og dets ekko
i sit eget bryst:
«Naar den skjønne dal omkring mig damper, nåar den
høie sol hviler paa randen af min skovs uigjennemtrængelige
mørke og kun enkelte straaler stjæler sig ind i dens hellig
dom, nåar jeg da ligger i græsset ved den faldende bæk, og
nede ved jorden tusind forskjellige græsstraa förekommer
mig mærkværdige, saa føler jeg den lille verdens vrimmel
mellem straaene, de smaa prmes og mygs utallige, uudgrun
delige skikkelser nærmere ved mit hjerte og føler den almæg
tiges nærhed, der skabte os i sit billede, den altelskendes
viften igjennem rummet, der bærer og opholder os i evig
lyst og nåar jeg smægter efter at udtrykke dette, da ligger
jeg under for vælden i alt det synliges herlighed.» Saaledes
bliver han fortrolig med naturen, den bliver ham hjemlig og
kjær; han stræber at gjengive den.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
