Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Umandigheden hos Goethes helte - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes.
At følelsen er Goethes egen, viser sig i, at den vender,
ganske saaledes udtrykt, kun mindre theologisk farvet, til
bage i Faust i monologen : Erhabner Geist du gabst mir,
gabst mir Alles. Aanden gav ham den herlige natur til
kongerige, kraft til at føle den, til at nyde den, evne til at
se ind i den som i en vens hjerte. Han føler sig her som
Adam: Du førte de levendes række forbi mig og lærte
mig at kjende mine brødre i det stille buskads, i luft
og vand.
Og Werther, der som kunstner vil gjenfremstille naturen
og pines, nåar han ikke kan tinde ord til gjengivelsen, vil
overhovedet føle guddommeligt, overmenneskeligt, føle naturen
fremgaa af sit indre, føle de andre naturvæseners instinktive
glæde ved livet, særlig fuglenes glæde ved deres flugt:
«Hvor ofte har jeg ønsket mig en tranes vinger, der
netop fløi hen over mit hoved, for at kunne svinge mig til
det umaadelige livshavs bredder og drikke svulmende livs
glæde af det uendeliges skummende bæger og et øieblik i
mit brysts snævre indelukke føle en draabe af det væsens
salighed, som i sig seiv og i kraft af sig seiv frembringer alt.»
Det samme ønske vender i næsten samme udtryk tilbage
i Faust. Faust ser over sit hoved fuglen flyve og ønsker sig
vinger. Endog tranen vender tilbage her:
Wenn iiber schroffen Fichtenhöhen
Der Adler ausgebreitet schwebt,
Und iiber Flächen, iiber Seen
Der Kranich nach der Heimath strebt.
Det er under spadseregangen paa paaskedags aften, at
Faust ved synet af den synkende sol, der faar hytternes ru
der til at glimte og straale, ønsker sig vinger for at kunne
følge solen paa dens bane:
O dass dein Fliigel mich vom Boden hebt
Ihr nach und immer nach zu streben.
Han ønsker at leve i evigt lys og klarhed med dagen
föran sig, Natten bag sig og drikke af det evige livsvæld
ganske som Werther ønskede det :
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
