Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Umandigheden hos Goethes helte - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes.
Vi har allerede tidligere set, hvad der gjorde stoffet dyre
bart for Goethe: Clavigos situation. Han kjendte den kun
altfor godt. Han var bestandig i den, bestandig i denne pine,
at han med sit naturel ikke kunde, ikke turde gribe til og
besidde, hvad han elskede: thi enten var han da bunden for
hele livet og, derfor ræddedes han, eller han gjaldt for brøde
fuld, nåar han trak sig tilbage, og han kom til. at anse sig
seiv derfor, hvorvel brøclen var tvilsom. Hvad nyttede det
at foregjøgle en kjærlighed, han ikke mere følte, og hvad
kunde han derfor!
Det er hans egen hoie kunst i Dichtang und Wahrheit.
der har vendt sig mod ham, afgivet anklagestof imod ham.
Han har gjort Friederike saa hendvende, at det synes umenne
skeligt at förlade en saadan skabning. Alt dette, der synes
forræderi, var selvopholdelse, ja i visse maader, saa sært det
lyder, var det forsagelse for kunstens skyld.
I en lignende belysning ser jeg bruddet med Lili. Goethe
elskede hende høit og følte det dog, saa maatte han redde
sig seiv ud af forholdet. Lili’s moder og formynder var
imod forbindelsen, hun derimod var villig til at fiygte
med Goethe til Amerika, hvis han vilde. Men Goethe i
Amerika !
Tyve aar efter forholdets opløsning, efter allerede i syt
ten aar at have været gift med friherre von Tiirkheim, talte
hun til generalinde Beaulieu om Goethe, da hun erfor, at
denne dame stod i nær forbindelse med Weimar, og da hun
af hende haabede at høre noget nærmere om hans liv og
skjæbne.
«Jeg betragter ham, sagde hun, som skaberen af min
moralske eksistens. Min lidenskab for ham var mægtigere
end pligt og dyd. Hans høimod vilde ikke modtage det
offer, jeg vilde bringe ham. Men hans ædle sind skylder
jeg ene og alene min aandelige uddannelse. Jeg betragter
mig som hans skabning og vil til mit sidste aandedræt med
religiös andagt hænge ved hans billede.» Da det efter al
sandsynlighed neppe vilde blive hende torundt at gjense
Goethe, bad hun damen bringe «den uforglemmelige ven»
denne hilsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
