Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. G. Fjeldgård: Nils Kjær: «Regnskabets dag»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. G. Fjeldgård.
bevidsthed er grundfølelsen i hans verk. «Regnskabets dag»
er en hymne til det frie menneske, og en klagesang over,
at denne frihed er en illusion. Og saa er det natur
ligvis kunstnerens og menneskekjenderens glæde ved at øse
op af livets uudtømmeligc rigdom og gyde det i sine egne
former for at give det fra sig igjen som nyt liv.
Man vil nu forståa Finn Hegaard. Hans ungdom har
ingen ungdom været. Hans mor elskede ham ikke; til gjen
gjæld lærte han at hade hende og at hade den gamle mand,
der ikke var hans far. Han staar ganske ene, og han
dan ner sig ganske paa egen haarid sine forestillinger om
livet, Gjennem rige studier bryder han sig sin vei ud over
alle menneskelige maal og formaal. Han vinder den mest
übegrænsede menneskelige frihed, eler naturligt giver sig
udslag i en fuldstændig hengivelse i skjæbnen. Denne dybe
enhed af frihedsbevidsthed og skjæbnehengivelse er hans
væsens grund. Overfor sin positive ven prokuratoren hævder
han som grundprincip: «at indse betydningsløsheden af det,
mennesker som du lever og stræver for, er en af de første
betingelser for frihed.» Og han indprenter ham atter og atter:
«Jeg drister mig ikke til at plumre op i begivenhedernes
klare løb. Jeg er skjæbnens bedste ven.» Han anerkjender
ingen faste værdier; tvertimod : «Jeg spreder usikkerhed.
Jeg optlammer til vankelmod.» Den eneste rettesnor for
mennesker bør være deres eget væsens love. Han drager
mennesker ikke til sig, men liver sin egen vei. Hans
frihedslængsel tinder udtryk i de skjønneste prosadigte: «De
frie mennesker. De skal være som kilder i lunefulde løb
gjennem livet. De skal følge én drift gjennem alle bugt
ninger og lyde én lov gjennem alle tilskyndelser tyngdens,
hjemvéens. De skal ile forbi alt, smutte forbi alt og være
muntre, fordi tyngdens lov hos dem er fri bevægelighed,
mens de faste og træge ting sturer i urokkelighed eller
knuses i fald. De skal være kolde og klare —». Men gu
derne er misundelige; de skjænker ikke menneskene en
saa ren lykke. Bevægeligheden kaldes fri, men den ligger
under tyngdens lov. Finn Hegaards frihed er underlagt
livets love. Vi kjender dem ikke, men vi føler deres magt.
Det er den dybsindige fabel om eremiten, der stiger ud
af sin hytte for at bede til den almægtige. «Det blir stille.
Aden fra norden mod sønden vandrer noget ukjendt, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
