Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Gustav Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Bugge.
Sturlassøn. Hans «Heimskringla», de norske kongesagaer,
er det merkeligste historiske arbeide, som er levnet fra vor
fortid. Til Snorre og til «Heimskringla» var det, Gustav
Storm som ung mand først og fremst vendte sig, og kjærlig
heden til dette studium levede hos ham gjennem alle hans
manddoms aar. I 1871 fik han Det kongelige danske viden
skabernes selskabs guldmedalje for en prisafhandling «Om
Snorre Storlassøns historieskrivning», en udmerkelse, som
neppe nogen anden nordmand har opnaaet. I dette arbeide,
hvortil man visselig i fremtiden altid vil vende tilbage, nåar
det gjælder studiet af vor gamle histories litteratur, gjennem
gaar Storm først kritisk alle Snorres kilder og hans for
gjængeres arbeider, tiden, nåar de forskjellige skrifter er blevet
til, og hvorfra disses forfattere igjen har øst sin kundskab. Der
paa følger et ogsaa i stilistisk henseende mesterligt afsnit,
som fortjente at læses langt udenfor fagmændenes kreds, om
«Snorres studier og historiske kunst». Storm fremhæver,
at Snorres forgjængere bare havde skrevet enkelte usammen
hængende levnetsskildringer af de norske konger, men Snorre
er den første, som har givet «en sammenhængende fremstilling
af den norske kongeæts historie», ikke bare en saga, men
en virkelig historie. Og saa Storms skildring af Snorres
fortællerkunst, hvordan hans verk er et organisk hele, hvor
dan Snorre for eksempel lader de samme karaktereiendomme
ligheder gaa igjen i kongeætten, i Harald Haarfagres æt:
glimrendeydre egenskaber, kjækhed, virkelyst, krigerdygtighed,
et egte kongeligt sind, men parret med herskesyge, grusomhed
og undertiden med smaalighed. Storm fremhæver, hvordan
i «Heimskringla» alle disse egenskaber ligesom kulminerer
i Olav den hellige, «Snorres bedste og rigeste skildring»,
som han med rette kalder den. Fint opfattet er ogsaa Storms
fremhæven af forskjellen mellem kongeætten og Ladejarler
nes æt, Hos Harald Haarfagres ætlinger ser vi slegtsmerket
i karakteren. «Jarleætten.» siger Storm (s. 95), «synes ikke
at have baaret det præg af enhed som kongeætten : vistnok
er ogsaa Sigurd jarls karaktermerke kløgt, som hos sønnen
Haakon udvikler sig til list og træskhed; men Haakons
sønner er aldeles forskjellige. Erik er en ædel og kjæk,
ligefrem kriger; Svein og Eriks søn Haakon svage og kanske
nærmest enfoldige, medens atter Haakon Ivarsson er den
kjække og ærekjære kriger. Men et ydre slegtsmerke havde
104
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
