Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Schøyen: Digte. Vildros
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Schøyen.
Der famled griske hænder, til rovklør var de krummet,
og ven drog ven i hvirvlen, jeg saa det og jeg gyste,
nåar gjennem helvedlatter dødsskrig skar ud i rummet,
og lyn paa lyn med irblaf den vilde brant belyste.
Jeg saa, hvor mødre traadte paa sine børn og klamred
sig sjæleangst til stene, og saa en fader tvinge
sin søn til sprang i hvirvlen, og le, hvergang han jamred,-
til seiv med skrig jeg saa ham udover branten springe.
Bort, bort! jeg vilde flygte og søgte efter lysning,
men skodden velted om mig, og bølgehvirvlen bruste.
I kolde pust fra dybet, jeg følte med en gysning,
at sol og stjerner udbrændt igjennem rummet suste.
Jeg nævnte dine navne: Hvor er du barn, min datter,
i dette rædsel-mørke, hvor ingen veien kjender?
Da skar et lyn fra himlen, og der steg en storm af latter,
og jeg saa, hvordan du sledes af tusind djævlehænder.
Hvor kunde du dig verge! Du dreves ud mod kanten
af hvirvlen, der den reiste sig i vanvidstrods mod himlen.
Rundt dig klang hadfuld latter, og du stirred ned fra branten
mens angst du pressed hænderne mod panden som i svimlen
Jeg vilde raabe til dig, men alle ord blev borle,
som de i skodden visned og mat og klangløst døde,
til skyggerne de sænked sig om mig mere sorte,
og overalt der gren mig et helvedsyn imøde.
Frem vilde jeg mig trænge til dig, mit barn, min datter!
Det skreg i mig af had og af sjæleangst jeg gyste,
fordi jeg var forstenet, mens igjen en storm af latter
brast los, og nye lyn skar ned og over hvirvlen lyste.
Vildt styrted du fra branten, det var, som halvt du droges
af vandene, der reiste sig, til deres brus du kjendte,
og til en svimlen tog dig, og halvt var det, som du joges,
didned af øine, øine, som i had og feber brændte.
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
