Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle Blade af forfatlerbonoralets historie.
skrive det af, og afskrivningen kunde ingen lov. forbyde, da
den ikke kunde kontrolleres. Tryphon stod saaledes i samme
forhold til digtet som enhver anden person, og hvad han tog
betaling for, var ene og alene det mekaniske afskrivnings
arbeide. Han kunde ikke forhøie prisen, om en bog var
mere populær end en anden, for hvemsomhelst kunde
jo lade den afskrive lige saa godt som han, og om han
havde betalt forfatteren noget for retten til først at faa udgive
hans manuskript, saa havde det været en daarlig forretning,
thi forfatterhonoraret havde han jo ingen anledning til at
faa igjen. En saadan generøsitet havde i virkeligheden været
en gave til forfatteren eller publikum, som kun betalte afskri
verens arbeide.
Trykning af en bog maa ske i et bestemt trykkeri og
kan saaledes baade kontrolleres og forhindres; den frie af
skrivning kunde derimod i oldtiden lige lidet forbydes, som
en fortåtter i vore dage kan forhindre, at hans arbeider
vandrer rundt mellem leiebibliotekets medlemmer, omend
skjønt det i høi grad minker salget og som følge deraf
hindrer forlæggeren i at betale et saa stort honorar, som det
havde været ham muligt, hvis hver enkelt læser var nødt til
at forskaffe sig seiv et eksemplar a f bogen.
Boghandleren og publikum betalte saaledes intet til for
fatteren for retten til at sælge og læse hans skrifter. Følgen
deraf er ikke vanskelig at forståa. Rige mænd som Plinius,
Cicero, Lucanus, Silius Italicus m. fl. kunde slaa sig paa
litteraturen for at have den fornøielse at blive berømte
mænd, men de ikke rige, d. v. s. det store flertal, kunde
kun vove det i det tilfælde, at de ved formuende velynderes
forsorg kunde komme i den uafhængige stilling, som en
moderne fortåtter erhverver sig ved salg af sine bøger. Den
romerske litteraturs historie er derfor paa en vis maade de
forskjellige mæceners historie.
Augustus og hans samtid var de gavmildeste, og paa
den tid stod den romerske litteratur paa sit høieste. Da
Varius forfattede sin berømte, nu tabte tragedie «Thyestes», fik
han en. million sestertier eller omkring 2ooooo kroneri hæders
gave af Augustus, og Virgil efterlod sig ved sin død en for
mue paa 10 millioner sestertier, takket være den keiserlige
vens gavmildhed. Horats, som var fornøiet med mindre,
kunde takke Mæcenas for sin rolige og sorgfrie tilværelse;
153
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
