Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogie blade af forfatterhonorarets historie.
Desværre kjender man ikke rigtig hans formuesomstæn
digheder, men da han i 1347 forlod Avignon for at reise til
Italien, var han en uafhængig mand, eftersom han formodent
lig allerede da sad inde med flere betydelige sinekurer; saa
meget ved man ialfald sikkert, at han i 1335 blev kanik i
Lombés i Pyrenæerne og i 1346 kanik i Parma. I 1350 blev
han ogsaa kanik i Padua, en sinekure, som indbragte ham
260 dukater om aaret. I 1351 reiste han tilbage til Avignon
ifølge ældre optegnelser for at valfarte til Lauras grav,
eller efter en senere og øiensynlig rigtigere angivelse for at
melde sig til det ledige abbedi i Vallombrosa. I ethvert til
fælde blev han i 1351 udnævnt til abbed i Vallombrosa, og
det lykkedes ham samtidig at skaffe sin søn, en udsvævende,
udueJig slyngel, et fedt kanonikat i Verona.
Ikke blot fra kirken, men ogsaa fra verdslige stormænd
forstod Petrarca at kræve sin tribut. Snart besøgte han
Corregio i Parma, snart Visconti i Milano og Carrara i
Padua, som alle kappedes om at skaffe den berømte for
tåtter al mulig komfort og overøste ham med gåver, uden
at Petrarca ansaa sig forpligtet til nogen anden gjen
tjeneste end at skjænke deres hof afglansen af sit store
navn, og kanske, hvis det faldt ham irid, at holde en eller
anden festtale eller at affatte en skrivelse, som fordrede en mer
end almindelig fint skaaren pen. Dette hans forhold til
Italiens mest bekjendte tyranner vakte med rette forbauselse
hos mange af Petrarcas venner, som med begeistring havde
læst hans lovtaler over det gamle Roms frie statsforfatning
og hans udfald mod samtidens tyranner i almindelighed.
Men Petrarca lignede i dette tilfælde Voltaire og forstod
ligesom han paa en fortrinlig maade at forene sit friheds
sind med smagen for fyrstelige pensioner.
Men, spørger man, hvordan kunde dette være muligt?
Disse kirkelige og verdslige stormænd, som overøste Pe
trarca med gåver og titler, havde vel ogsaa sine»fordringer
paa ham igjen og dreves vel ikke udelukkende af uegen
nyttig interesse for videnskaben. Förklaringen ligger i renais
sancens overdrevne sværmeri for æren; at blive «foreviget»
var idealet for enhver, der var fyldt af sin tids ideer og
vekslerne paa et aldrig blegnende navn udstedtes saa af digterne
og de store prosaforfattere. Mæcenas var gaaet over til efter
verdenen gjennem Horats’ kvad. Atticus havde som Ciceros
157
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
