Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. Schiick.
ven overlevet glemselen, og det var gjennem Petrarcas breve
og digte, at det fjortende aarhundredes italienske stormænd
haabede at faa leve yidere i kommende slegters erindring.
En dedikation var saaledes en valuta, som var vel værd et
kanonikat eller nogle hundrede dukater; et brev, hvori adres
saten optraadte som den store digters fortrolige ven, til hvem
han betroede sine sorger og lønlige tanker, var ogsaa noget,
som opfordrede til erkjendtlighed, og Petrarca omgav sig der
for med en hel skare af venner, som han opvartede med
sirlige epistler, fulde af en sværmerisk venskabskultus. I
disse breve indlader han sig næsten aldrig paa noget økono
misk spørgsmaal, men bevæger sig altid i høiere sfærer:
«Den som blot vil drage nytte af sine venner, er en kræmmer
sjæl, og ingen sand ven», hvilket clog ikke hinclrede ham i
at prøve vennernes hengivenhecl, nåar et kanonikat eller andet
em bede var bleven ledigt.
Som Petrarca levede de fleste af renaissancens humani
ster, d. v. s. af kirkelige sinekurer eller af fyrstelige naade
gaver; men meclens Petrarca var saa godt som alene og der
for kunde modtage disse hyldningsofre med grandios ned
ladenhed, som om det var ham, der viste vedkommende
mæcen en gunstbevisning, var hans efterfølgere legio og
konkurrancen ligesaa heftig som rænkefuld. En berømt lærd
var ikke blot en litterær konkurrent, hvis fortjenester man
efter bedste evne søgte at nedsætte dersom man ikke fandt
det mere overensstemmende med sin fordel at lade sig leie
som hans vaabendrager men man var ogsaa hans kon
kurrent om maden, og det gjaldt derfor med alle lovlige eller
ulovlige midler at sætte ham hors de combat. Med renais
sancen begynder derfor disse skammelige litterære feider,
som aldrig bæres af nogen høiere interesse, men livor de
store ord kun er en staselig kappe over forfængelighed eller
tarveligt pengebegjær.
Den sfcore overflod paa digtere og historieskrivere, som
mod kontant betaling udstedte veksler paa et udødeligt navn,
gjorde ogsaa, at fordringerne til dem stadig blev større.
Nogle breve eller en dedikation var snart ikke nok. Enhver
liden fyrste, som fra en omvankende condottieres usikre
stilling havde svunget sig op paa tronen i en italiensk
smaastat, holclt sig snart en skald, som skulde besynge
hans bedrifter i den Virgilske digtnings toneart, og alle var
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
