Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11 Samtiden. 1903.
Nogle blade af forfatterhonorarets historie.
pen, men ingen bøger, og han pleiede at sige, at dersom
hon til sit forfatterskab havde brugt bare en del af den tid,
han havde tilbragt i udsvævelser, saa vilde alle verdens
trykkerier ikke have strukket til at trykke hans skrifter.
Han arbeidede lidet, men med en usedvanlig lethed, og
næsten født paa gaden som han var, besad han hele gami
nens bidende kvikhed, kynisme og übegrænsede hensyns
løshed. Udrustet med disse egenskaber var det, at Aretino
optraadte paa den litterære arena.
Snart bekjendt som Italiens giftigste tunge, erhvervede
han sig en stilling som ingen skandalskribent i senere
tider. Han var som den legemliggjorte skandalpresse, og
-det gjaldt kun at kjøbe hans taushed eller hans bifald; og
dette var ikke billigt, thi denne «Jlagello dei principi» (fyr
sternes svøbe) en titel som Ariosto havde givet ham, og
som han seiv var stolt af at bære behøvede uhørte sum
mer til sine udsvævelser og sit sløseri, men guid, kunstver
ker og sjeldne kostbarheder strømmede stadig til hans hus
i Venedig som tributer fra fyrster og privatmænd, og seiv
den mægtige Carl V maatte bekvemme sig til at behandle
smædeskriveren næsten som en ligemand. Aretino drev for
resten sit erhverv fuldstændig forretningsmæssigt gjennem
agenter, som sendtes udover landet for at opspore passende
objekter. Disse fik deretter et smigrende brev fra Pietro
Aretino, og dersom de ikke skyndte sig med at vise sin er
kjendtlighed herfor, blev de uden medlidenhed straks sat
paa det sorte bret og prisgivet forsmædelsen. De fleste
forstod dog den sukrede advarsel i det første brev og
betalte, glade, hvis de for nogenlunde billig pris kunde
kjøbe sig fri fra videre korrespondance med den frygtede
Aretino.
Forfatterhonoraret i renaissaneens dage kom saaledes
ikke fra den bogkjøbende almen hed, men bestod af grati
fikationer eller sinekurer, uddelt af kirken, af fyrster eller
formuende privatmænd. Paa grund deraf kan man heller
ikke fordre nogen overdreven selvstændighed inden denne
litteratur; den er nærmest at sammenligne med partipressen
i vore dage. Store politiske, sociale og religiøse spørgsmaal
kom ogsaa ganske undtagelsesvis paa tale inden den human
istiske litteratur, og at reformationen ikke udbrød i Italien,
bliver mindre underligt, nåar man betænker, at de fleste
161
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
