Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle blade af forfatterhonorarets historie.
rdr. og 32 skilling specie, som af kongen bevilgedes «till ett
hemligt behof». Foruden disse pensioner fik han 200 rdr.
specie af «lappdirektionsfondet», og 150 rdr. specie fra det
svenske akademi. Kellgren havde saaledes en aarlig ind
tægt af 4 000 kroner, hvilket paa grund af de forandrede
værdiforhold svarer til en mangedobbelt sum i vore dage.
Under samme vilkaar levede Leopold, af hvis biografi
man faar et endnu mere levende indtryk af det omtalte
systems betænkelige følger. Blandt dem, hvem Leopold
gjorde sin opvartning, var hertug Karls almægtige yndling
Reuterholm, til hvis ære Leopold begyndte paa et stort digt,
«Förtjänsten». Af de breve, der endnu er opbevaret fra
Leopold til Reuterholm, ser vi, at forfatteren forstod at be
nytte sig af dette digt med samme finansielle kunst som
Filelfo udviste ved sin «Sforziade». «Förtjänsten» stansede
ogsaa ret som det var, indtil Reuterholm paany maatte
smøre hjulet, og Leopold forstod med en saa stor dygtig
hed at udhale fuldendelsen, at Reuterholm imedens blev
styrtet, hvorefter digtet blev ligesaa uafsluttet som «Sfor
ziaden».
Først gjennem de forandrede forhold, som fulgte efter
den franske revolution, synes det, som det fyrstelige pensio
neringssystem er ophørt og forfatteren kommet i et andet
forhold til publikum.
Vi har nu fulgt et system for udbetaling af forfatter
honorarer lige fra middelalderen til det 19de aarhundrede. Vi
gaar nu over til det andet system, og vender paany tilbage
til middelalderen.
Middelalderen havde, som jeg før sagde, to slags litte
ratur: den lærde og den folkelige. De forfattere, hvis ar
beider faldt inden den sidste gruppe, stod paa en maade i
et an det forhold til publikum end de mere lærde forfattere,
med hvilke vi hidindtil har sysselsat os. Naturligvis tog de
ogsaa imod gåver, af og til ogsaa sinekurer fra fyrstelige
personer, men paa grund af sine arbeiders indhold, var de
henviste til et større publikum. Lad os f. eks. tåge middel
alderens store heltedigte, sangene om Karl den store og hans
paladiner.
I de ældste af disse digte pleier sangerne (trouvererne)
aldrig at berøre sine egne økonomiske anliggender, visselig
fordi de endnu stod i tjeneste hos de høie herrer, for hvem
163
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
