Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. Schuck.
de sang. De fik, ligesom det øvrige husfolk, fri kost og fri t
underhold, og det økonomiske spørgsmaal behøvede soaledes
ikke at komme paa tale. Trouvererne sang kun om de
helte, hvis liv og eventyr interesserede deres herrer, uden
at blande sine egne anliggende-r ind. Var nu trouveren en
mand med takt, valgte han naturligvis en af slotsherrens
egne forfædre, udsmykkede hans liv med saa mange straa
lende eventyr som muligt og søgte efter bedste evne at
gjøre ham til den første af alle de helte, som traditionen
grupperede omkring Karl den stores person. Troligvis kan
vi heri tinde aarsagen til den store popularitet som Roland
har opnaaet. I virkeligheden thi Roland var en virkelig
person viser det sig, at denne saa besungne kriger kar
spillet en forholdsvis underordnet rolle. Men formodentlig
har en eller anden af hans efterkommere, paa sin borg ved
den bretagneske grænse, havt i sin tjeneste en mer end
almindelig dygtig touvere, som for at behage sin herre paa
tog sig at forgylde hans stamtræ og gjøre Roland til hoved
personen i Karl den stores historie. Om han i den hensigt
kanske plyndrede digte, der handlede om ældre histo
riske eller halvt historiske personer, saa var det en frem
gangsmaade, som var alt for almindelig til at vække förargelse.
Men snart spredte interessen for sangene sig fra ridcer
borgen ned til de bredere lag, samtidig med at de høisre
klasser begyndte at tabe interessen for Karl den store og
hans paladiner. Trouveren drog nu fra bygd til bygd med
den sang, han havde digtet, sang den for folket og vaagede
ængstelig over, at ingen konkurrent skulde lære sig det
kvad, som han seiv saa møiefuldt havde sat sammen, og af
hvilket han havde sit livsophold. Denne omvankende sånger
stod ikke længer i sold hos nogen fornem herre, hk hverlen
kost eller underhold, men var alene henvist til publikums
frivillige gåver, og han undsaa sig derfor ikke for i selve
digtet at flette ind opfordringer til gavmildhed. «Kom igen
imorgen eftermiddag,» sang en af dem «og da maa alle
have med sig en maille til mig, for disse smaa poiteviner duer
ikke. Det maa have været en gjerrigfant, som fra først af
prægede dem og gav dem som betaling til en ærlig mene
strel.» Da sånger og fortåtter i regelen var en og samme
person, maatte publikums gåver til ham ikke bare betragtes
som betaling for hans sang, men ogsaa som fortatterhonoiar.
164
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
