Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle blade af forfatlerhonorarets historie.
Han var hvis vi vilde overføre vor tids forhold paa en
ikke læsekyndig tid fortåtter og boghandler i en person.
Men dette nye publikums smag virkede paa digtene.
Disse borgere og bønder, som lyttede til beretningen om de
karolingiske heltes bedrifter, følte ikke adelsmandens beundring
for dem. Visselig fornøiede de sig over de underbare even
tyr, den omvankende ridder oplevede, men paa den anden
side kunde deres sunde, praktiske borgerforstand ikke und
lade at finde disse eventyrlystne herrer lidt komiske, og den
trouvere, som paa samme tid, som han gjennem en række
af eventyrlige hændelser holdt tilhørernes fantasi i aande
forstod at lade den borgerlige opfatning skinne igjennem
beretningen om de ridderlige eventyr, var derfor altid sikker
paa en klækkelig belønning, seiv om han drev sin spot over
de stakkars riddere noksaa vidt.
Paa grund af dette nye publikum sank saaledes middel
alderens franske heltedigte lidt efter lidt ned til at blive en
burlesk parodi paa riddervæsenet.
I de episke digte var, som ovenfor sagt, i regelen for
tåtter og den foredragende en og samme person; i den dra
matiske litteratur optraadte de derimod hver for sig. Den
förening -eller korporation, som vilde opføre et drama, maatte
enten faa laane et ældre, allerede spillet stykke, eller ogsaa
henvende sig til en eller anden bekjendt poet som Jean
Bodel, Rutebeuf eller Pierre Gringoire og hos dem bestille
et nyt. Den betaling, som gaves, var ide tilfælde, vi kjender,
ganske betydelig, men da den i almindelighed blev betalt efter
skudsvis og til en vis grad afhang af den lykke, stykket
gjorde, var det klart, at forfatteren ikke kunde lade være at
tåge temmelig sterkt hensyn til publikums smag. Fra det
14de aarhundrede eier vi en række af over 40 franske stykker,
som alle handler om den hellige jomfrus undergjerninger.
Disse dramaer er meget bigotte og handler om de urime
ligste undere, men det hindrer ikke forfatteren i at tåge
temmelig haardhændt paa kirkens og statens dignitærer.
Paverne skildres som bestikkelige, kardinalerne som ser
vile øientjenere, nonnernes dyd fremstilles i en tvilsom
belysning, monarkerne som brutale og usedelige; blot hos
smaafolk er der end nu nogen dyd at finde med et ord,
vi har her en verdensanskuelse, som nøie stemmer overens
med den, som vi kunde forudsætte blandt det 14de aarhun-
165
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
