Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
navnlig opholder sig i Rom og Paris, stiftede han personligt
bekjendtskab baade med Taine og Renan. Fuldt rustet vender
han tilbage til hjemlandet, hvor den hendøende efterromantik
og den bureaukratisk snobbede forhenværende liberalisme
sad ved roret. Just de mænd, der havde ført det store ord
i skandinavismens dage, mændene med de dristige planer,
det lyse haab og den klingende lyrik, mænd som Carl Ploug,
just de kom efter nederlaget til at repræsentere den golde
reaktion. Seiv skibbrudne skulde de se sig hadefulde pea
en ungdom, der forsøgte at give Danmark en fremtid paa et
helt andet grundlag. Endnu sad de slagne uanfegtede ved
roret.
Men saa kom der en ung mand, en født høvding, cg
vakte pludselig nyt liv. Sjelden har en aandelig förnyelse
fundet sted saaledes i faa aar. Brandes’ ord tændte. Le
samlede en ung skare, hvor de enkelte gjensidig inspirerece
og eggede hverandre. De virkede paa de ældre. De virkece
langt udenfor Danmarks grænser. De gik over Sverige cg
over Norge. De tog hos os heller ikke bare de unge. Ibsen
og Bjørnson er vist seiv de første til at indrømme, hvad ce
skylder den unge danske videnskabsmand, som november
1871 begyndte sine merkelige litteraturhistoriske forelæsnin
ger i Kjøbenhavn.
Brandes’ indflydelse har navnlig vist sig i to retninger.
Han har virket rent kunstnerisk paa den litterære udvikling,
og han har virket ved sit livssyn. Han har staaet vækkence
og veiledende ved en merkelig sprogfornyelse, han har været
en overlegen fører for en ung litteratur, der i stil og emne
valg brød sig nyt land. Dernæst har han trofast og ufor
færdet gjennem en hel menneskealder hævdet aandsfriheders
sag i Norden.
Det heder i hans essay over J. P. Jacobsen : «Et sprcg
er som et instrument, der af og til maa stemmes paan/.
Et par gange i hvert aarhundrede bliver gjerne skriftsproget
stemt om. Thi ligesom intet slegtled kan nøies med at
tænke det foregaaendes tanker, saaledes kan heller aldrig
nogen ny gruppe af skriftverdenens mænd bruge det sproj,
der skreves af den foregaaende gruppe. Den skal og å&i
maa lære uendeligt af sine forgjængere, men den maa, mei
eller uden anstrengelse, indenfra seiv skabe sig sit.sprog, cg
det første skridt dertil er det, at stemme sprogetom.» Hai
196
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
