Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han var vor diglnings djerve fløitespiller.
Fløiten var Pans.
Trindt mellem bøgens midjeslanke piller
bød han til dans.
Svingningei’ og slemninger i dansk lilleratur 1870—1902.
serne, at man uvilkaarlig søger frisk luft. Den varmeste
beundrer af J. P. Jacobsen, særlig den, der ganske ung har
aanclet den hede blomsterduft ind med fulde lunger, har
gjerne nogle aar, hvor han helst lader «Marie Grubbe» og
«Niels Lyhne» hvile. Men senere eller tidligere vender han
nok tilbage, atter engang fortryllet af den sære sjælekjenders
glødende ordkunst.
Schandorph danner i realismens første kunstner-ensemble
en malerisk modsætning til «Niels Lyhne»s digter. Hans
muntre djervhed repræsenterede en helt anden side ved det
danske folk. Da Schandorph døde, var der faa mænd i Dan
mark, som havde hans popularitet. Hans egte danske ge
myt, hans lune, hjertelag og brede troværdighed havde
ganske vundet hans folk. Privat og offentlig havde han fri
sprog. Hans drøie humor var forbundet med en elskværdig
hed, der virkede ikke bare afvæbnende, men helt indtagende.
Kun ved en enkelt leilighed (1895) har jeg mødt ham per
sonlig, men det var ikke vanskeligt at forståa, at denne mand
vandt alle. Den tykke joviale faun-lignende herre med de
smaa skøieragtige øine blev i samme grad søgt og feiret af
ældre mænd og unge piger. Hans smaa anekdoter, som
altid var pudsige, undertiden virkelig vittige, indeholdt gjerne
en grov liden point, ikke sjelden saa grov, at den gik den
selskabelige anstand en høi gang. Men nåar det var Schan
dorph, saa kunde ingen have noget at sige. Det var selv
sagt, at han kunde tillade sig alt. Hans gode, runde humør
fik altid latteren med. Hans nærværelse bragte uvilkaarlig
glæde.
De samme egenskaber, hans personlighed i saa rigt mon
besad, gjenkjender vi ogsaa i hans digtning. Det er dem,
der gjør, at seiv hans svagere arbeider altid vil læses med
fornøielse. En varm menneskelig medfølelse og et djervt
lune er hos Schandorph inderlig forbundne. «Latter og taa
rer kjæmped i hans sange», siger Jeppe Aakjær i et minde
digt ved hans baare. Hans varme er uden sentimentalitet,
hans frisind er egte og uforfalsket, hans humor fuldt at’
menneskekjærlighed. Det heder i samme digt:
199
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
