Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
Junker og pranger, kammerraaden, bonden
alle var tvungne af hans latters magt,
Ved siden af J. P. Jacobsen og Schandorph rager Drach
manns høie skikkelse op, den danske litteraturs største ly
riker, den evigunge sånger, hvis poesi endnu har den samme
friskhed, som da han første gang slog til lyd, glad og over
modig, overdaadig udrustet til livet, lykkelig begeistret for
den nye kunst, som just var bebudet og som virkelig kom.
Stemningen i hans digtning har senere skiftet, mcllem gyl
den lys og sorgtung, han har skiftet parti ogsaa, tilsyne
ladende, han har undertiden raabt op mod gamle forbunds
fæller, han har manet saa strengt til at følge livets kald, at
han virkede som en gammel moralist, — og han har haanet
al hverdagslig moral, han har dristig forkyndt en fribytter
glæde ved livet, som ingen hensyn tog, men under alt
dette er han i virkeligheden den samme farende svend, der
aitid giver sig helt hen i sine stemninger, et stort barn og
en stor kunstner, der gjør livet til et eneste vældigt digt.
Han har givet med ødsel haand, han har ikke valgt, ikke
vraget, der er det af Drachmanns digtning, som kun har
andenrangs værd, og der er de af hans poesier, som hører
til det skjønneste i gammel og ny kunst.
I den litteratur, der samler sig om Georg Brandes’ fører
sk.ikk.else, staar disse tre, J. P. Jacobsen, Schandorph og
Drachmann, som de fremste af sin slegt, Schandorph mindre
som kunstner, men saare karakteristisk som personlighed
og som repræsentant for det danske folkelynne. Ved siden
af dem havde Georg Brandes i «Det moderne gjennembruds
mænd» nævnt to andre: Erik Skram og Edvard Brandes.
Erik Skram har ingen merkeligere rolle spillet. Han var
dengang, Brandes skrev, manden af den ene bog, «Gertrude
Colbjørnsen», og det er han egentlig vedblevet at være. Fin
og forstaaende, en nobel personlighed af de sjeldne, er hans
indsats i dansk litteratur af ringere betydning, og det turde
være et spørgsmaal, om ikke hans avisartikler, hans for
domsfri og kloge kritiker, veier næsten lige meget som
hans digteriske produktion.
Den anden, Edvard Brandes, har derimod udfoldet en
maatte trampe grunden
pent til hans takt.
200
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
