Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gutten:
Ord?
Munken Vendt:
Jeg vakte Jers vrede?
Min vrede?
Litterær oversigt.
stolt. Hvor vanskeligt han har det, svarer han til alle forespørgsler: «Hvadl
kærer det Jer? Jeg er glad ved mit, gid andre var lige tilfreds med sit.»
Munken Vendt, naturmennesket, sammenfatter sine forestillinger om
livet i et gudsbegreb, og han gjør dette begreb personligt. Ikke saa, at han
tror paa den menneskelige iklædning, som religionerne gjerne benytter.
Men for ham blir kampen med livet en kamp med en gud. Herved blir
ogsaa hans stilling til denne gud bestemt. Han tror oprindelig godt om
ham, han har tillid til ham. «Vorherre er god», siger han til Dyre. Men
eftersom det gaar op for ham, hvor uretfærdigt livet er, menneskelig seet,
hvorledes menneskelig, moralsk opfattet tilfældet regjerer, maa munken, der
antager en seende verdensvilje, i kraft af sin natur reise sig. Da vaagner
hans livstrods i vælde, da gjør han oprør. Men saa stort et barn er han,.
at han atter i lykken glemmer gudens uret. Indtil livet stormer saa sterkt
ind paa ham, at munken fatter, for stedse, hvor skaanselløs hans fiende er.
Da gaar han i rette med guden i kraft af den moralske sans, denne
seiv übedt har skjænket ham. Lig Jakob tvinger munken Vendt Vorherre
til at brydes. Bukker han end under i denne ulige kamp, han giver sig aldrig.
Han dør som den store oprører, han altid var. Hans lyse trods flammer
endnu i døden. Om Vorherre vredes, nåar menneskene kræver ham til
ansvar for hans uendelige uret, saa faar han heller «drukne os engang til.
Til glæde for hvem, maa han seiv bestemme».
Hamsuns digt, der bevæger sig fra den lyseste sommernatslyrik til det
lidenskabeligste sjælelige oprør, har ligesom to grundstemiiinger, to magter.
Den ene er en snart vemodig, snart djerv ironi. En ironi, der ofte er lige
genialt dristig, som den er bizar. Man merker allusionen til Goethe i de
ord, hvormed munken Vendt paa dødsleiet tiltaler gutten Edevart:
Men Edevart, ét fuar du komme ihu:
din sørgende mor eller bror er tilstede,
de lever tilbage i hjorden
blandt faarene over den ganske jord
se, dem faar du yde et passeligt ord.
Ja et passeligt ord maa du ende med.
Tænd lys! skal du hviske. Da glædes de saa.
Det er som et haab om din frelse, et stråa,
du gir dem i ellevte time at rende med.
I munken Vendts eget væsen er dette ironiske dybt iboende. Det be
stemmer ved siden af hans hjertens godhed ofte hans handlinger. Han er
ironisk ligeoverfor hr. Didrik, nåar han takker for straffen, ironisk ligeover
for Iselin han spiller med den følelse, han har vakt hos hende.
Iselin (smiler):
Munken Vendt:
Munken Vendt:
230
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
