Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterær oversigt.
Mange aar senere, da han ser Blis igjen, og hun er blevet gammel og
gudelig, har hendes øine endnu sin magt over ham: «de skjønneste dansende
øine hvilke øine du har.»
De elsker munken : Iselin, Inger, Thora og den ukjendte, der træffer
ham under maskeraden. Iselin, der seiv er lig den farlige røde orchidé,
lig rovedderkoppen, der piner herremændene, der seiv blir elsket saa
ledes, at nåar hun giver blot straalen af haabet, saa flyr de som narre
imøde, hun byder munken sit kammer, og hun jager ham afgaarde, hun
hjælper ham til flugt, og hun volder tilsidst hans død og sin egen, alt fordi
munken har sagt: Jeg elsker Jer ikke.
Billedet af munkens dødsleie er af stor skjønhed. Bare disse bogens
sidste sider er saa vakre, synes jeg, at de maatte bringe alle mennesker
med lidt øre for skjønhed til at lytte og glæde sig For mig staar det,
som nm Knut Hamsuns store lyrisk dramatiske digt har rang blandt det
ypperste af kunst, der overhovedet nogengang har seet lyset i de nordiske lande.
lkke mange maaneder efter «Munken Vendt» beriger Hamsun
vor litteratur med et nyt arbeide, af helt forskjellig natur, «I eventyrland»,
reiseskildringer fra hans færd gjennem slavernes mægtige rige til det land,
der fra gammel tid, fra den græske glanstid, har staaet som eventyrlandet:
Kaukasien. Den nye bog aabenbarer paa en forunderlig vekslende, fantasi
fuldt overraskende maade alsidigheden i Hamsuns begavelse, smidigheden i
selve hans storhed. Han har den vældige lidenskab, der slaar panden mod
bjergene. Han har det lystige indfald, der lyser op mellem to glas. Han
slaas med Vorherre, og han fornøier sig som et barn, der har faaet ti øre
til at kjøre i sporvogn. For hans blik blir alt levende. Han ser, hvor
vi andre er seende blinde. Han griber det tegn, der gjør et individ eller
en gjenstand forskjellig fra alle andre. Han har denne digterens belivende
kraft, som forvandler en søvnløs jernbanenat til poesi. Billederne suser
imod ham, de fanges i hans sjæl og gjenfødes i ord. Farverne møder hans
øie og flytter over i hans pen.
«I eventyrland» fortæller om det, Hamsun har seet, de fremmede steders
skjonhed, de monumentale verker, som menneskets fantasi og menneskenes
anstrengelser har skabt, om fremmed og sælsom natur, om den bro
gede vrimmel, der har fængslet ham, og de enkelte, der har vakt hans nys
gjerrighed. Men bogen fortæller ikke mindre om digteren seiv. Halvt übe
vidst har han givet et straalende selvportræt. Hvor disse træk er fulde af
liv, af bevægelse, af uro. Blodet gaar sterkt og tungt gjennem aarerne.
Et stort, mandigt begjær til livet, til at fylde sjæl og legeme med livet, søge
det ukjendte, det vovede, tilfældets glæde, terningespillet med übestemt ind
sats, være sig seiv, übundet sig seiv. Et humør, der strømmer af evige
kilder. Men samtidig har denne mand, der saa dristig følger sine egne veie,
kvindelig saare nerver. Han er blød, let antastelig, han er paa én maade
sky. Hans store, glade smil kan pludselig blive borte. Der kan fare en
kulde over hans ansigt. Men nåar smilet vender tilbage, ser man, at det
blivende i disse træk er godhed, godhed for menneskene, trang til at stryge
et barn over hovedet.
Rastløs er den reisende til eventyrland, han giver sig ikke lange stun
der, der raaber saameget i det fjerne, og det er knap frist, livet giver,
A-ekselen skal betales imorgen eller senest iovermorgen.
233
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
