Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterær oversigt.
er en stille, fin fortælling om lidenskaber, der gaar høit. Der er en eien
dommelig kontrast mellem den vemodige klang i digterens stemme og det
uveir, der gaar hen over hans personers hoveder, det uveir, der slaar ned
Lille Bodil. Bogens stemning er klareat udtrykt i de linjer, hvormed den
afsluttes. Naar de to gamle venner, Pram og Brager, sidder sammen sent
om natten, hænder det, at «der aabned sig en sti i urskoven, og at den
førte ind til et skjult sted inderst inde, hvor solen skinnede som i ung
dommens tid og himlen var saa blåa og dagen saa blid. Og derinde i solen
gik en fin ung pige, saa slank, saa skjøn med rødblondt håar over den
hvide pande. Hun smilte til dem, og hun lo; og langt borte græd hun,
og langt borte i ensomheden, ak Gud, de vidste ikke hvor!» I disse
linjer lever den hengsel, som er den Vilhelm Kragske digtnings genius. Der
er hos Krag en skjønhedsglæde, som har finere, ømmere farver end kanske nogen
anden norsk digter eier dem, særlig en glæde ved kvindelig skjønhed, som
har varsommere udtryk, end moderne forfattere gjerne bruger, en klang fra for
dum engang, fra en ridderligere tid, hvor der ingen kvindesag gaves, og hvor
man heller ikke studerede det «bete humaine*, der efter sigende ogsaa skal
skjule sig i kvinden. Krag føler sig kanske allermest hjemme i den lidt
fjerne tid, han skildrer i «Lille Bodil», hvor forholdene var simplere, lin
jerne enklere, hvor glæden og sorgen var mere én og hel, übrudt og over
ladt til sig seiv, hvor ikke de mange forskjellige toner fra den store verden,
som er rykket os saameget nærmere nu, end den var dengang, spillede for
styrrende eller afledende paa nerverne, en tid, hvor der var evne og lyst
til «at gjøre enkelte af livets stunder festlige og glade, saa at de siden stod
og skinned i erindringen som minder, blanke af uskyld og sorgløshed».
Gunnar Heibergs sidste stykke fottæller om kjærlighed til
næsten, der har saa mange former og udtryk, men oftest en og samme me
ning. Vi gjemmer vor kjærlighed til os seiv i et andet og til syne!ad ende
smukkere navn. Heiberg glæder sig ved at røbe denne hemmelighed. Han
klæder alle disse næsteelskende af, og lader os se dem i deres nøgne egoisme.
Der er mange slags forklædninger. Det er i sandhed en pragtfuld samling
af næstekjærlighedsmasker, Heiberg udstiller.
Disse mennesker er ikke bevidste hyklerc. De er mer eller mindre
selvbedragere, om de end har vaagne øieblikke, hvor de husker, at de lyver.
En af dem, Herman, har dog stillingen klar. Han lyver ikke undtagen saa
at sige i embeds medfør Han lever af og for velgjørenheden. Denne lille
joviale person er en ædel storbytype: snyltedyret paa næstekjærligheden. Han
er blevet udraerket opdraget, han har fra liden været vidne til kys i krogene
og drik i skabene, til sin fars huie skryt og falske sentimentalitet, til
moderens nidkjære offervillighed ligeoverfor det maskuline kjøn. Han kjen
der sine forældre tilbunds og smiler lunt, nåar de da ikke blir altfor
trættende. Paa datteren Cornelia har dette kjærlighedshjem havt en anden
virkning. Hjemmets forløiethed har stemt hende alvorlig. Der er af en
eller anden grund et andet stof i hende end i den øvrige familie. Hun har
et dybt krav til ærlighed, al denne usunde næstekjærlighed har ført hende
til en sund egoisme.
Det er en fest at stifte bekjendtskab med den gamle kaptein og hans
familie. Hvor den mindste lille hverdagsløgn er lykkelig gjennemskuet. Hvor
man pludselig husker og husker, fra det man seiv har seet, fra mange andre
236
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
