Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Edvard Grieg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Grieg.
ligt!» Uvilkaarlig maatte jeg svare: «men det er jo alt Deres
musik» og jeg ved heller ikke et bedre symbol paa Griegs
kunst end dette vestlandske landskab. Den ene fantastisk
formede fjeldryg udenfor den anden i mangfoldige farvetoner
med sølvglinsende vand imellem, og langt borte i overnaturlig
forklarethed det aabne verdenshav for vore fødder den
livlige, maleriske handelsby med sin kvikke befolkning, sin
underlig sammensatte arkitektur, fra Haakonshallen og Tyske
kirkens strenge romansk-gotiske linjer, Tyskebryggens blæn
dende hvidhed til Strandgaden og Engens krogryggede huse
og gaarde, som trænger sig nysgjerrig frem som gamle kjær
ringer til en begravelse Lungegaardsvandenes drømme
øine og havnens larmende liv og skog af skibsmaster.
Der er over denne natur et drag af dristig trods, afkog
lende livlig lunefuldhed, og dog over det hele en storslagen
enhed, en snart vild, snart smellende poesi, som skifter
karakter efter lysets utallige fantasier. Huldrer, smaatrold
og nisser myldrer overalt frem mellem knatterne, og draugen
synger sin tungsindige sang inde i mørke slug, som i sin
dybe skygge skjuler et hemmelighedsfuldt uudgrundeligt fjeld
vand, et eller andet «Svartedike», som drager selvmorderen
med uimodstaaelig magt ned i de mørke bølger. Længst
borte er det blændende lyshav, et længslernes drømmeland
i guid og purpur og grønne, rosenrøde, blåa og sølvhvide
schatteringer. Al denne formdristighed, denne overvældende
farverigdom, denne uendelige længsel, dette trodsige livsmod,
disse hemmelighedsfulde harmonier vil man gjenfinde i
Griegs musik. Men ogsaa andre strenge klinger med i den.
Man mindes uvilkaarlig blomstrende frugttrær mod skin
nende bræer som der inde i det yndige Lofthus, hvor Grieg
saa gjerne dvælede. Undertiden vover han sig ud paa selve
Nordhavet:
til andre tider op paa høifjeldets vidder eller dybt ind i fjel
dets indre, hvor dovregubber og andre trold holder til i
kraftig selvherlighed. Grieg hænger saa fast sammen med
hjemmets jordbund, at det er ligesom de forskjellige vest
landske folkeracer har sluttet sig sammen i hans sammen
satte farverige natur. Han elsker ensomhed som den tause
«jeg maa storsjøen naa,
jeg maa havspruten faa»,
245
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
