Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Vaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÅAR.
Det er nat. Luften er beg. Der blinker ei blus fra en
eneste stjerne. Maanen er død. Og luften er stiv, i
lænker; men svanger med uveir og drøn. Sjøen smyger
blødt mod strandens læbe; men dens øie er som sydende
tjære og dens bug som helveds dyb.
Luften staar. I time paa time. Men den vaager. Det
er som holder den pusten, lyttende. Og fjernt borte fra høres
lange sugende suk, og gjennem natten isner en sagte sitren.
Den blir sterkere, blir en dirren, og sukkene kommer nær
mere, hivende, klagende og uhyggelig. Blir til støn, til tunge
støn, til hvin og hyl, jorden dirrer, luften skjælver, og der
ude høres tunge hovslag af trampende heste, en hamrende,
rullende rumlen som af hvirvlende, vanvittige jérnplader,
luften flygter i viid angst, sugende blade og grene og tagstene
med sig, jagende som besat for at komme væk, men træffes
af et mangetunget, hvidglødende, sydende sverd, der eksplo
derer med drønnende brag og sprænger de stormende skyer,
saa de sprøiter sit blod over al jorden.
Stormen herjed i nætter og dage, vild, vældig. Men en
morgenstund holdt den pludselig stille, og solen kom run
gende frem. Og se! Det, der før var hvidt, var nu sort,
det sorte var grønt, det gråa var guld, alt havde skiftet farve
og form og lugt og smag: Det var våar!
Den kasted sit smil over by og land, skinned i øine og
lo paa læber, rensed i kroge og lufted i stuer, fyldte sjælen
med solskin og lys og haab og syner. Men ett sted var der,
hvor dens lys prelled afmægtig tilbage: fængslet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
