Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Brygge. «L’exposition des Primitifs flamands». II (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brygge.
Christus: St. Eligius, tilh. Oppenheim, Køln, o. fl., den gaade
fulde saakaldte «mester fra Flémalle», hvis arbeider nylig er
udskilt fra v. Eycks og v. d. Weydens). Ingen af dem for
maar at holde sig paa v. Eyckernes høide, og de er kanske
nærmere i slegt med den reaktion, som betegnes af hovedre
præsentanten for Bryggeskolens anden generation, Roger van
der Weyden (ell. R. de la Pasture).
Det er, som om middelalderen gjennem Roger reagerer
mod v. Eyckernes sunde, harmoniske glæde over livet og
naturen. Deres idé var for mægtig, deres skridt for radikalt
til straks fuldt ud at forstaaes, dertil skulde medgaa et
helt aarhundrede. Middelalderen var endnu ikke forbi, heller
ikke i malerkunsten, saaledes som v. Eyckerne syntes at be
bude. Det vil fremgaa ved betragtningen af nogle hoved
punkter i v. d. Weydens kunstnerkarakter. Thi samtidig med,
at han direkte bygger paa, udvikler og staar i elevforhold til
J. v. Eyck, viser han i de fleste retninger sterk modsætning
til denne.
v. Eyck havde trodset det middelalderlige religiøse ideal
•og skabt kraftige, kjernesunde, renaissancevarslende menneske
skikkelser, som altid vil kunne forstaaes og nydes for sin
egen skyld uden historiske og religiøse forudsætninger; v. d.
Weyden magtede ikke dette, hos ham forraader atter middel
aldersmennesket sig. Den spiritualistiske, verdensforneg
tende tendens behersker hans figurstil: det aandelige og
legemlige var efter middelalderens forestilling uforsonlige be
greber, det ene maatte afdø, foråt det andet kunde leve. Der
for blir kroppene langstrakte og magre, som det bør sig aan
dens bolig, det bløde vellystige kjød svinder væk. Hans
naturalisme faar noget jernhaardt, noget forhærdet asketisk
over sig, der betragter nøgen sandhed og hæslighed som
hverandre dækkende begreber, har en mægtig afsky for den
sanselige skjønhed. Videre har v. Eycks figurer og kom
positioner trods sin dybe sandhed en overordentlig rolig,
sluttet holdning, en karakter af mild majestæt, overalt lige
vegt og harmoni. Hans komposition er klar, rolig, vel afveiet,
scenerne er aldrig rystet af lidenskab, fryd eller smerte, al
drig gjennemflammet af mægtige tanker. Hans billeder
minder ofte om, hvad de flegmatiske venetianere kaldte
«santa conversazione». Hos v. d. Weyden netop det mod
:satte. Alt er bevægelse, dramatisk samvirken, oftest i ret-
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
