Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Brygge. «L’exposition des Primitifs flamands». II (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl W. Schnitler.
Man vil forståa, hvordan for enhver historisk anlagt fan
tasi navnene Brygge og Hans Memling uopløselig er for
bundne. Har det gamle, stille Johanneshospital end ikke
været vidne til hans romantiske omvendelses- og kjærligheds
historie, saa er det alligevel indenfor dets ældgamle mure,
hans arbeider har sine stemningsfuldeste omgivelser, og hvor
man holder af at forestille sig Memling fremtryllende sine
stemningsmættede farvepoesier.
Memling er i virkeligheden den sidste af de store «Pri
mitive», den gammelnederlandske kunsts vemodig-skjønne
svanesang. Betegnende nok forlægges nu skolens hoved
centrum fra det gamle Brygge til Antwerpen (ca. 1500). Faa aar
efter hans død (1494) begyndte allerede den bevægelse, som drog
de nederlandske kunstnere til Italien, hvor dengang renais
sancen viste sin vældigste kraft- og skjønhedsudfoldelse, i
hvis straaler alt, hvad Europa siden frankernes og romernes
dage havde frembragt, syntes at blegne. Hermed var da
ogsaa Nederlandenes gamle kunst dødsdømt. Thi den gav
udtryk for en aand stik modsat den, der nu bredte sig som
en stormflod over Europa. Det var, som den middelalderske
paa antihumanisme byggede livsanskuelse pludselig tabte al
kraft for denne slegt, der blev vidne til den nyere tids grund
læggende begivenheder: den übegrænsede ekspansion i lege
mernes og aandernes verden, der betegnes ved Indiens og
Amerikas opdagelse, bogtrykkerkunstens ophndelse, den nye
italienske renaissancekulturs seiersgang over Europa. Util
fredsstillet ved middelalderens menneskefiendske aand og
ensidige længsel efter det hinsidige fæstede man atter sit
blik paa jorden og al den rigdom, skjønhed, livsglæde, den
rummede, og man indsaa, at livet var værd at leve for dets
egen skyld. Det var den moderne tid, som grundlagdes,
Saaledes ogsaa for billedkunsten. Middelalderens svage,
spiritualistiske klosterskikkelser kunde umulig staa sig over
for stormløbet af renaissancens kraftfyldte, seierssikre, .gud
domsskjønne mennesker.
I løbet af det hele aarhundrede siden v. Eyckernes tid
var jo som paapeget kunsten heller gaaet tilbage end fremad.
Den var blevet betydelig aandelig uddybet, havde vundet et
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
