Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Brygge. «L’exposition des Primitifs flamands». II (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl W. Schnitler.
mellem syden og norden fremtraadte naturligvis endnu skar
pere ved sit første sammenstød end i vore dage, afslebne
som de nu er gjennem udviklede samfærdselsmidler og
en kosmopolitisk verdenskultur. Men i virkeligheden er
det væsensmodsætninger, der er for dybt grundfæstet saavel
i det germanske som i det romanske temperament, til at
kunne forenes. Thi det var dette, de gamle nederlændere
vilde. Den samme omstændighed, der havde bragt deres
egen kunst beundring og afsætning over størsteparten af
Europa især Italien og Spanien —, nemlig landets sær
lig gunstige beliggenhed, hvor alle handelsveie tillands og
tilvands tørnede sammen, bragtes ogsaa den italienske ind
flydelse til Nederlandene. Ca. 1515—20 begynder malernes,
de saakaldte romanisters, vandringer til Italien og vel og
saa importen af italienske kunstverker. Den første virkning
var nærmest knusende. De gamles nærsynte trohjertighed og
umiddelbare naivetet, deres tekniske omhyggelighed kastes med
foragt overbord. Italienernes skjønhedsdrukne linje- og farve
fest gjorde de nøkterne, tunge, alvorlige nordboere øre i hovedet.
De saa med skam, hvor meget deres egne magre, keitede figurer
stod tilbage for de fremmedes i naturtroskab, kraft og smidig
hed. Og saa opgav de i mismod helt sig seiv, baade dyder og
udyder, gav sig de fremmede ivold uden dog helt at kunne vinde
det, der var deres egen aand fremmed. Med krampagtig iver søgte
de at indhente, hvad de seiv og deres fædre havde forsømt, stu
derededet nøgne menneskelegeme, anatomien og den klassiske
oldtid uden at formåa at trænge ind i dens aand. Alt blev halv
fordøiet lærdom. Sammen med al sin gamle yndefulde nai
vetet mistede de det oprigtige og dybt personlige, som talte
ud af deres gamle stive figurer. Kunst kan aldrig grundes
paa refleksion, en nordbo kan umulig male som en italiener,
dengang saalidt som nutildags. Nutiden kunde lære meget
af disse gamle, af deres dyder som af deres feiltrin. Hvor
kunstnerens umiddelbare, ureflekterede følelsesforhold til sin
gjenstand ophører, blir hans verk affektation, ikke kunst.
Heraf fremstaar da denne saakaldte romamstisk-neder
landske kunst, denne usmagelige bastard af uforenelige ele
menter, b vor udbrugt gam melt og ufordøiet nyt brydes i
kaos. Man vil af det foregaaende kunne slutte sig til dens
væsen: uegthed, svulstig affektation, hui patos. Hvor den
vil virke storslagent, blir den burlesk, sødlig klisset, hvor
280
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
