Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Hans Fredrik Gude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Fredrik Gude.
Munchs og Jørgen Moes digtning, i Ole Bulls og Kjerulfs
musik. Aldrig har vel kunstarterne staaet hverandre saa nær
som dengang, og malerkunsten førte an.
Det var, som de alle forenede sig om at skabe en roman
tikens vaardrøm her i Kristiania i aarene 1848—49. Kunst
nerne kom hjem der var jo revolution nogen hversteds i
Tyskland. Folkelivsbegeistringen stod høit malere, digtere,
musikere, litterater, turister og sangere sluttede en förening,
og den fik betegnende nok navnet «Tollekniven». Paa teatret
arrangeredes nationale tableauer med national musik, og høide
punktet blev «Brudefærden i Hardanger», denne vor roman
tiks festsang par excellence, hvor Tidemand og Gude, Munch
og Kjerulf smeltede i et under publikums stormende jubel.
Men drømmen svandt, kunstnerne drog sydover igjen, næste
vinter sad Gude ensom og mismodig igjen i Kristiania, og
kun Kjerulfs musik trøstede ham over savnet af maler
vennerne. Og han maatte atter til Diisseldorf, til samarbeidet
med Tidemand. Han førte da sin unge hustru med sig.
Gude og Tidemand! De navne stod dengang stadig for
bundne med hverandre og aldrig har nogen andre af vore
store kunstnere arbeidet i saadant fællesskab som de. De
gav i förening tiden sit kunstneriske stempel, de var tilsammen
vor kunsts søndagsstille og sommerlyse romantik. Men dog
er de helt forskjellige; Tidemand vandt ud af Diisseldorfer
skolens tendenser den poetiske forstaaelse af vor folkekarakter.
Hans bønder med de klare øine og de faste læber, det var
bønder af samme slag som Arne og Synnøve. Bjørnson
har seiv sagt: Uden Adolf Tidemands hjælp havde jeg aldrig
skrevet Synnøve Solbakken. Dette syn paa vort folk det
er det geniale hos Tidemand; han er digter mere, end han
er maler; udførelsen er det mindre væsentlige hos ham. Og
han blev staaende paa det samme standpunkt; han var og
blev Diisseldorfer. Hos Gude var det. som det solskinsglade
Kristiania-barn ikke fik puste ud i det diisseldorfske maler
atelier. Det var nok fra først af stoffet, som havde interes
seret ham, det romantiske motiv i høifjeldsbilledet og fjord
landskabet. Men han var maler, og spillet af lys og luft
fængslede ham. Bjerget tog ikke hans kunst fangen, den
legte over det i «solvirkninger» og i speilinger. Han maatte
stadig hjælpe kameraterne, nåar de skulde til at male luften
«der Luftdoktor» hed han blandt dem. Lys og luft! det
291
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
