Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Balthazar Schnitler: Kongens fæstemø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ballhazar Schnitler.
Kun øinene havde samme funklende liv, som da han slog
sangfuglen død!
Om Geira havde levet, hvor vilde hun ikke have sprun
get frem, trykket sig ind til ham og trøstet!
Det grøssecle i Thyra. Hvor det maatte være fælt at
ligge slig og intet kunne gjøre mere.
Aa! Hvad var det? Hvad var der vel skeet, som gjorde,
at hendes øie mistede kighullet, og som desuden brød al
stilheden her.
Hvad havde hun vel gjort? Det kom saa braat over hende,
at hun ikke vidste om det, før ulykken var skeet. Det var
følgen af at gaa saa tyndt paaklædt og med nakne fødder.
For nyset havde hun, sprutende friskt og høit, igjennem den
døde høitidelighed.
Det stod ikke til at ændre. Men hun stod som lammet
for følgen? Aa! Hvad vilde der vel komme? Hun hørte
hurtige skridt, som kom —! Hun lukkede øinene; hun
turde ikke tænke.
I samme stund hørte hun sit navn nævne som i glad
overraskelse. Det var den gamle Olavs røst. Hun følte hans
arme om sig. Hans stemme, endnu lysere, lød igjen og
spurgte, om hun, hun var her? Hvorfor —?
Hun kunde intet svare. Hun kjendte, hun blussede!
Vovede ikke at se op. Hun lod ham tåge sig om livet og
føre forbi teppet, ind i hallen, forbi baaren, helt til døren,
som stod aaben ud!
«Hvem har vel sendt dig, fagre Thyra,» udbrød han,
«som et bud til mig fra livet. Der maa være jertegn i sligt.
Død, fremmed, hjælpeløs død paa den ene side af teppet;
og du kommer med liv, levende, bankende liv paa den anden!
Deilige Thyra, hvor du er blød og fast og varm!»
Han kjendte, at hun begyndte at skjælve og vilde und
drage sig hans arme.
«Nei, nei!» raabte han. «Förlade mig igjen nu, moa du
ikke. Her er kun du! Thyra, kom, lad mig faa bære dig
som før, bort herifrå, over alle hække, om du vil! Du er jo
let som en fjær og som skabt til at hvile slig!»
Thyro kjendte alt blodet bruse op i sin barm under
hans armes tryk. Hun vovede ikke at se paa ham, men
ønskede inderlig, at han vilde bære hende bort, langt bort
herifrå.
362
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
