Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Balthazar Schnitler: Kongens fæstemø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongens fæstemø.
I Olavs sind stormede alt dette sammen som et sandt
hærskrig af trods imod dødens underfundighed.
Han blev grebet af et blindt begjær efter at eie dette
levende, hvis blods varme han følte, hvis skjælvende tyngde
berusede hans sanser. Hver form var fast og myg, fuld at
livets sterke puls. Der skjød nye ildstrømme igjennem hans
eget blod. Her var modsætningen, som hans brændende øine
forgjæves havde stirret efter at finde igjen i den dødes ansigt.
Han glemte alt andet; og som han bar hende under
nattehimlens stille lys, begyndte hans læber at hviske de
øm meste elskovsord ind i hendes sind.
Fortumlet lukkede hun øinene og lyttede, lyttede, som
der ingen anden sandhed fandtes, og hun først nu skulde
lære den at kjende.
Hun havde ingen anden vilje end hans. Der var ingen
tanke paa at stride imod denne vældige foss, som rev hende
med i susende hvirvler.
Da han sank paa knæ med hende i jasmingrotten der,
hvor hun om formiddagen havde begravet fuglen, havde hans
væsen ogsaa tændt gløden i hendes øine.
Hun aabnede sine arme for at trykke dem end fastere
om hans nakke, gjengjældte med fryd hans lidenskabelige
kys, og hengav sig med den første elskovs henrykkelse til
dette nyfødte lykkebegjær.
Da Olav vaagnede til besindelse, saa han heller ikke ind
i et par kvindeøine, som havde noget at angre. Det var helt
ind i en aaben sjæl, hvor dag var rundet.
Grebet af dyb bevægelse tog han hende ind til sig og
hviskede med en stemme, som skalv af ophidselsen, hvori
alle skranker imod livets ret var blevet brudt:
«Thyra! Du maa ikke dø ifra mig, du ogsaa! Min
fæstemø er du! Min dronning skal du blive. Det sverger
jeg ved den høieste Gud!»
Hermed tog han en armring af guld ifra sin sidetaske.
Thyra gjenkjendte den straks som den, Geira havde skjænket
ham den første afskedstund i markedsbyen.
«Denne har fulgt mig hidtil,» sagde han, «som mit skyts
tegn. Den drog mig frem til mit største maal, som nu er
brudt. Nu aabnes andre vidder; og snart maa jeg bort her
ifrå. Saa sandt jeg lever, skal jeg erobre os et nyt kongerige!
Tag ringen, til jeg en dag frier ind, hvad nys du har skjæn-
363
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
