Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jean Finot: Frankrig, England og det europæiske anarki - V. Voldgift i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrig, England og det europæiske anarki.
direkte lettet deres virkeliggjørelse. Det er umuligt i faa ord
at fastslaa, hvad folkeretten skylder Englands initiativ. Jeg vil
bare nævne de væsentligste kjendsgjerninger, som viser, hvorledes
de to nationer har arbeidet sammen til menneskehedens bedste.
Det var i underhuset den 12te juni 1849, at Gobden hævdede
nødvendigheden af voldgift, nåar det gjaldt at udrydde krig. Han
föreslog en henvendelse til regjeringen om sagen. Lord Palmer
ston indrømmede rigtigheden af principet, men modsatte sig dets
anvendelse paa England. Underligt var det argument, med hvil
ket den dygtige og drevne diplomat mødte Cobdens forslag.
«England,» sagde han, «betragtes af alle nationer med misundelse
og vil aldrig finde helt upartiske dommere,» hvortil Milner Gib
son svarede, al seiv dommernes mangler var at foretrække frem
for krigens uretfærdigheder.
I 1873, 23 aar senere, optog Henry Richard Cobdens forslag.
Denne gang var underhuset mere modent til at behandle en saa
dan sag, mere kritisk ligeoverfor de gamle diplomaters para
dokser.
Forgjæves opfordrede Gladstone til at lade motionen falde
som uforberedt og forhastet. Under majoritetens høilydte bifald
paaviste Wilfrid Lawson, at det nu var paa høi tid at gjøre
ende paa det internationale anarki. Under forudsætningen af,
at et forsøg paa at oprette en voldgiftsdomstol vilde glippe,
hævdede han med styrke, at et frugtesløst forsøg alligevel vilde
være bedre end intet, saameget mere som skammen over, at et
förnuftigt og tidsmæssigt forslag faldt, ikke vilde falde paa den
stat, som fremsatte det, men paa den stat, som forkastede det.
Mr. Richards motion blev fremmet med 98 stemmer mod 88.
Ikkedestomindre lykkedes det det engelske diplomati for en
tid at henskyde sagen. Det hjalp ikke. Den mægligste lov
givende forsamling i verden havde anerkjendt voldgiftsprinciperne,
som indtil da havde været anseet som drøm, ja den rene gal
skab, og dette øvede den største indflydelse hele verden over.
Mr. Richard og hans venner vandt herigjennem ogsaa en anden
vigtig seier, den nemlig, at det herefter blev almindelig aner
kjendt, at det ikke var nogensomhelst skam for en stat, at dens
voldgiftstilbud afsloges, men at hele skammen faldt paa den stat,
som ikke vilde bøie sig for klogskaben og den sunde menneske
forstand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
