Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Den politiske skandinavisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 Samtiden. 1904.
Den politiske skandinavisme.
En nordisk forbundsstat maa saaledes forudsættes at
have felles kongehus, eller at det ene af de to kongehuse fik
overhøihed, som det preussiske har i Tyskland. Videre maatte
udenrigsstyre, forsvarsvæsen, told-, jernbane-, post-, telegraf-,
mynt- og bankvæsen m. v. ordnes ved ens lovgivning og forvalt
ning. Endelig maatte det høiere undervisningsvæsen blive
ensartet, universiteter og andre høiere læreanstalter give lige
adgang for alle unionsborgere og lige rettigheder for disse
til at søge offentlige stillinger og drive næring i alle tre
lande. I spidsen maatte staa en ansvarlig unionsregjering
med en «rigskansler» og ministre for de forskjellige fælles
anliggender samt selvfølgelig en felles rigsdag. Denne
fællesstyrelse vilde vel faa sit sæde i Kjøbenhavn, Gøteborg
eller Kristiania; Stockholm ligger altformeget til den ene
side. De nuværende regjeringer og nationalforsamlinger
vilde synke ned til provincialstyrelser og landdage.
Ingen skal kunne negte, at en saadan plan i mange
henseender er tiltalende. Et nordisk fællesrige paa 10 mil
lioner mennesker, sterkt organiseret og dygtig styret, vilde
have magt og anseelse baade indad og udåd. I kultur
arbeidet, kunst, videnskab, kommunikationer og oparbeidelse
af næringsveiene, vilde rummet blive større og midlerne
rigere. Begavelsen og dygtigheden vilde tinde større felt og
bedre plads for udvikling og virksomhed. Samfundet orkede
at realisere større planer i alle retninger. En svensk ven
sagde for mange aar siden: i fællesskab kunde vi let bygge
en første klasses jernbane med hurtige tog Stockholm—Kri
stiania—Bergen og til Kjøbenhavn. Den private virksom
hed fik mere spillerum, baade nåar det gjaldt at reise
midler og sammenslutninger og at tinde opgaver. Om det
lykkedes, vilde resultatet blive, at cle tre folk blev sammen
arbeidede til ét, til én nation, og «Norden» blev saaledes vort
«større» og rette fedreland.
Men det er, ligesom ingen nu tør vedkjende sig «ideen» i
dens helstøbte form og følgerigtige gjennemførelse. Man
føler, at den i det praktiske liv strider mod den historiske
udvikling og derfor mod folkenes nationale følelse og tænke
sæt. Derfor nøier man sig med planen om et løsere stats
forbund, hvori rigerne skulde beholde urørte ikke alene sine
særskilte organisationer og sin suverænitet, men være uden
enhver fellesordning, alene «bundne» ved visse gjensidige
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
