Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Den politiske skandinavisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den politiske skandinavisme.
kort i alt, som betegner en nationalitet eller folkeperson
lighed. Det er for hver af os blevet en hellig arv, som vi har
at verne og udvikle. Det er først og fremst vort «kald, vor
mission». Og det maa være udgangspunktet for al politik,
der ikke vil forsynde sig mod historien og folkene, og alene
fra dette udgangspunkt kan der blive heldbringende frit
samarbeide mellem de tre beslegtede nabofolk ligesom med
andre nationer 1.
Planerne om at samle alle tre riger under én politisk
ledelse synes, som nævnt, for tiden at være slumrende, men
de kan let igjen blive vækkede ved ydre begiven heder eller
forandring af forholdene. I øieblikket vilde de møde hin
dringer fra dynastierne, hvis arvefølge maa ansees velbetryg
get, og der er vel neppe noget af dem tilbøieligt til at resig
nere enten ved at opgive tronen eller degraderes til en under
ord net stilling. Heller ikke har den skandinaviske politik
kjendbar stemning for sig hos folkene. I Norge og Sverige
har man mere end nok med den union, som er, og der viser
sig ikke hos nationalforsamlingerne i noget af de tre riger
længsler eller ønsker om at søge udvidelser ved nye unioner.
Skandinavismen er derfor nærmest henvist til at fremme
samarbeide i forretningsmæssige anliggender og til at «for
berede fremtiden».
Men paa et mere begrænset omraade er den altid vaagen :
for at «udvikle» unionen mellem Norge og Sverige. Efteråt
Sverige under Garlerne og de sidste Gustaver havde tabt
magten paa den anden side af Østersjøen og Bottenhavet,
opgav riget efterhaanden «østersjøpolitiken» og slog sig
istedet paa «halvøpolitiken». Det var modsætningen til
Torgny lagmands politik. Naar man har betegnet Carl Johan
som skaber af halvøpolitiken, da er dette alene festsmiger.
Den blev først for alvor optaget af baron Görtz og Carl XII
og var ikke fremmed for Gustav 111 og andre svenske stats
mænd i det 18de aarhundrede. Da Carl Johan kom til
Sverige, arvede han den efter sin forgjænger Carl August,
1 Den let overkommelige sproglige forskjel bør ikke hindre aandeligt
samliv med vore «slammeforvandte» og naboer paa den anden side af
Nordsjøen, tyskere og englændere. Naar Johan Sverdrup ifølge Jonas
Lies biografi («Norsk Folkeblad» nr. 15 for 1867) tænkte paa «en større
folkelig forbindelse mellem de germaniske stater», da vil denne «ide» maaske
i vor tid blive bedre forstaaet og vurderet.
19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
