Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Givskov: Russiske forhold. Hr. Wittes finanspolitik og dens følger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunnet betale en dividende af op imod 50 pct. aarlig. Men dette
har ingenlunde gavnet industrien som helhed, langt mindre
det russiske folk. Thi da en stor del — maaske den største
— af Ruslands industri drives ved hjælp af udenlandsk
kapital, er forholdet i virkeligheden hyppig det, at de russiske
bønder har maattet betale de rent ud exorbitante toldskatter
og monopolpriser for at berige udenlandske aktionærer.
Saaledes er f. eks. en meget betydelig del af
bomuldsindustrien i Polen og af maskinindustrien hele riget over
oparbeidet af udenlandske aktieselskaber, til hvem den russiske
bonde maa skatte. Men selve industrien er blevet langt
mere hemmet end hjulpet ved tolden. Det Rusland
tiltrænger mere end alt andet, er maskineri og ganske særlig
maskineri til at forfærdige maskineri. Men tolden hindrer
næsten ganske indførslen af saadant maskineri. Og de store
afstande lægger saa mange transportvanskeligheder i veien
for en produktion, der er baseret paa monopolpriser og
eksportpræmier, at den er ganske ude af stand til at
konkurrere paa et frit marked. Endelig fastsatte Witte
toldskatterne ganske vilkaarlig. Saaledes forhøiede han i 1899
pludselig tolden paa raa bomuld med 1 rubel pr. pud
(ca. 32 ℔). Men denne usikkerhed forhøier produkternes
pris betydelig, da fabrikanterne maa tage en god fortjeneste
for at sikre sig mod tab foranledigede ved en pludselig
fordyrelse af deres raastoffe.
Skjønt det virkelig lykkedes Witte at skabe en
storindustri, der beskjæftiger hele to af Ruslands 106 millioner
mennesker, saa er den saa usund, at den kun kan holdes
oppe ved kunstige midler. Selv disse feiler undertiden;
saaledes oversvømmes landet fuldstændig af tyske jernvarer
trods de prohibitive toldskatter, medens den russiske industri
er udelukkende henvist til hjemmemarkedet, overalt hvor ikke
store eksportpræmier muliggjør en konkurrance.
Hvor usund den russiske industri er, har just for nylig
vist sig. Da staten saa langt er den største næringsdrivende
i saa mange forskjellige retninger, er det kun naturligt, at
den ogsaa er den største forbruger af industriens produkter.
Ganske særlig har det omfattende jernbanebyggeri medført
et umaadeligt forbrug af skinner og andre staalprodukter,
saa at i løbet af faa aar 1273 mill. rubler er gaaet fra
statens over i staalfabrikanternes kasser. Ligeledes har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
