Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ny-norsk litteratur i europæisk belysning. Fra Wergeland til Bjørnson og Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stedse spirende igjen;
paradisets blommer, var
mere tindrende og klar
end hvert sommergry den bragte?»
Nynorsk literatur i europæisk belysning.
Saa siger Wergelands Messias, han som kom for at «gjøre
jorden til et fædreland» for alle mennesker, og for at «gjen
give den sjunkne aand sin himmel her i støvet».
At mennesket skal begynde sit guddommelige liv her
paa jorden, det er for Wergeland summen af frelserens lære.
Det er betydningen af bjergprækenens gjentagne og betagende
glade budskab «Salige er de, som ...» Saligheden bestaar
her som i en hvilketsomhelst tilværelsesform i dette, at leve
i «frihed, sandhed og kjærlighed». Gudsdyrkelsen skal beståa
i, at mennesket «dyrker sit eget guddomsvæsen». Efteråt
mennesket har lært Jesu glade budskab at kjende, kan det
leve guddommmelig, hvis det vil.
«0, hvor ophøiet er ei støvet dog,
der ved, en himmel ligger foldet sammen
og folder ud sig i dit eget: Vil!»
Dette er menneskets «odelsfrihed», at det kan begynde det
guddommelige liv her paa jorden. Og Messias er for
Wergeland den store seer og folkelærer, som kom for at
aabne menneskenes øine til nyt syn paa sig seiv, saa de ved
egen vilje og eget arbeide kan vinde sin odelsret til den jor
diske himmel og alle de andre himle tilbage.
Ikke blot er hele verden bleven en ny, derved at den
atter er bleven ung, sandsynligvis evig ung. Seiv det
mindste i naturen her hjemme i Norges land er bleven ungt
og friskt som det var i tidernes morgen. Til dem, som
klagede over, at «tiden var bleven prosaisk», raabte han i et
at’ sine store digte:
«Det er uret, skam og løgn
mod naturens friske ynder,
lige klar sin vei begynder,
som da første morgen den
straalte skyerne isønder.
Mon vel duggen, som opvakle
I det samme digt («Jødinden») fra hans næstsidste leve-
synd mod solen, som hvert døgn
97
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
