Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ny-norsk litteratur i europæisk belysning. Fra Wergeland til Bjørnson og Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«das Werdende, das ewig wirkt und lebt».
Chr. Collin.
I det nittende aarhundredes slutning blev Bjørnson
den, som gav det mest levende udtryk i digtning for det ud
viklings-historiske syn paa menneskelivet. Horisonten er her
for det meste begrænset til menneskenes verden; perspektivet
er ikke længere saa svimlende stort, og stemningen ikke saa
lyrisk berusende. Men der ligger ogsaa her et stort kultur
arbeide imellem de to digtere. Ved et flygtigt øiekast kan
det synes, som om Bjørnson fra «Kongen» (1877) af, eller fra
«Leonarda» (hvor han taler om, at «de store følelsers tid» er
vendt tilbage) begyndte, der hvor Wergeland endte. Det kan
synes, som om Bjørnson i de tre sa lm er eller hymner til
den evige foraars-magt (1880) var naaet frem ad en "lang om
vei omtrent til det religiøse og filosofiske standpunkt, som
Wergelands digtning begyndte med, eller som allerede Goethe
havde givet udtryk i «Faust», hvor han taler om
Men der ligger en rig udvikling mellem disse tre forskjellige
frembrudd af den samme store tanke. Ligesom Goethe og
for en stor del ogsaa Wergeland resumerer det syttende
og attende aarhundredes vældige kulturarbeide, saaledes vil
man i Björnsons digtning finde, at forestillingen om verden
som en vorden er naaet frem til et nyt udviklingstrin.
Siden Wergelands tid er selve udviklingstanken Ira sin över
ström mende lyriske og fantastiske ungdomstid naaet ind i
en modnere manddomsalder. Netop ved foreløbig at be
grænse udsigten til menneskene og de jordiske væsener er
man naaet frem til et større baade videnskabeligt og digterisk
klarsyn.
Goethes tid i Tyskland og Wergelands tid hos os er den
vidunderlige vaartid i den nye germanske livsudvidelse. Filo
sofien og digtningen vilde erobre hele verden paa én gang.
Baade filosofer og digtere satte sig ikke sjelden paa selve
guddommens plads, og digtningen som tænkn-ingen havde
en tilbøielighed til at blive «kosmisk» eller verdensomfattende.
Goethes «Faust» begynder i himmelen, og Wergelands store
digt begynder ude i verdensrummet, samtidig med vor egen
lille jords skabelse. Menneskehedens skjæbno betragtes
ude fra verdensrummet af, som et led i stjerneboernes hi-
100
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
