Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. L. Lange: Fredsarbeidet og dets mænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredsarbeidet og dets mænd.
franske fredsbevægelses hovedmand Frédéric Passy, en mand
som har havt den sjeldne lykke at se sin hjertenssag vokse
frem fra miskjendelse og foragt, gjennem reserveret, men
respektfuld omtale, til varm anerkjendelse: fredsbevægelsen
er nu, kanske særlig i Frankrig, gjenstand for de styrende
partiers varme sympati, og for statsmænds aabenlyse kurtise.
Det er en eiendommelig oplevelse at se den nu mer end
80-aarige Passy, den europæiske fredsbevægelses nestor, skjæl
vende og næsten blind, staa foran en forsamling, og endnu
fængsle den i et timelangt foredrag ved sin tankes klarhed,
sin tales overbevisende kraft og tændende ild. Han er nu,
for alle franske fredsvenner, mesteren til hvem de ser op,
og hos hvem de søger raad og veiledning, seiv mænd som
Leon Bourgeois og d’Estournelles de Constant, da de i 1899
skulde repræsentere Frankrig i Haag.
Det var i 1867 at Fr. Passy, allerede dengang kjendt som
en dygtig nationalekonom, der havde skabt sig et anset navn
som foredragsholder rundt om i Frankrig, fik stiftet den
første franske fredsförening. Denne bidrog i sit stiftelsesaar
til at afvende den krig som det luksemburgske spørsmaal
truede med at fremkalde; men overfor den tysk-franske krig
var rigtignok dens protester som fyrstikker mod flommen.
Ja, det saa ud som föreningen seiv skulde fuldstændig skylles
bort. Den greiede sig dog, holdt sig oven vande, ikke mindst
ved Passys energi, og ved alle tre verdensudstillinger under
republiken har den kun net se andre ländes fredsvenner som
sine gjester.
Kongressen i 1889 efterfulgtes i de tre nærmestfølgende
aar af tre lignende kongresser i London, Rom, Bern. Paa
kongressen i Rom 1891 var det man besluttede at oprette
det faste fredsbureau, hvis leder blev Elie Ducommun, og hvis
sæde derfor blev Bern, hvor han boede; thi Ducommun paa
tog sig ledelsen alene paa den udtrykkelige betingelse at
han fik udføre arbeidet gratis.
Elie Ducommun er en merkelig mand, af en art som
neppe fostres udenfor fransktalende lande, og som kanske
særlig findes i hans eget hjemland, det fransktalende Schweiz:
et lyrisk temperament, hvis stemning giver sig udtryk i digt,
i entusiastiske taler, i den mest vindende personlige elsk
værdighed; men ved siden af dette bor hos ham en praktisk
forretningssans, et klart hode, en metodisk nøiagtighed, som
107
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
