Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Aanrud: Norsk skjønlilleralur i 1903
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk skjønlitteratur i 1903.
Der er ikke her plads til at gaa nøiere ind paa de enkelte
verker, og jeg skal derfor blot i forbigaaende nævne de fleste
af dem og et eller andet af deres mest iøinefaldende træk.
Blandt aarets større romaner møder vi da først og fremst
Jonas Lies «Ulvungerne» og Peter Egges velskrevne og solide
roman «Familien paa Raaum». «Ulvungerne» haren mønster
gyldig ydre form, og den er da ogsaa blevet karakteriseret som
monumental. Dette faar staa ved sit værd. Men jeg tror
alligevel ikke, man bør gaa til læsningen med den tanke, at
den er monumental i samme forstand som f. eks. «Familien
paa Gilje». Hovedpersonen har saa at sige kun en egen
skab eller lidenskab, en stor, altbeherskende; derved blir han
noget andet end et menneske, han blir trold. I sin inderste
kjerne er derfor «Ulvungerne» mer i slegt med «Trold» end
med de Jonas Lies verker, hvis form den har laant. Om
form og indhold da har indgaaet den inderlige forbindelse,
som et monument kræver, det kan alene tiden vise.
Videre møder vi to større romaner, «Den gamle garde» af
Vilhelm Krag og «Et særsyn» af Bernt Lie. Begge disse for
fattere forfølger den sukces, de havde forrige aar, henholdsvis
med «Lille Bodil» og «Søster Judit», idet disse bøger er fort
sat eller, om man ikke vil bruge dette ord, ført videre. Vilhelm
Krag synes jeg ikke her har fundet igjen den skjære stem
ning fra Lille Bodil, — han er blevet en smule sentimental;
Bernt Lie er det gaaet omvendt, han griber her dybere og
alvorligere til, og hans stil er blevet fastere.
Videre møder vi Jappe Nielsens «Solefald»; den har en
særlig interesse, fordi forfatteren kun har udgivet én bog tid
ligere for mange aar siden. Han viser sig at kunne langt
mer, end begyndende forfattere pleier hos os, har en vel poin
teret stil der dog endnu hist og her minder om forstaaelses
fuld læsning —og evne til at tegne mennesker. Den begyn
dende forfatter røber sig kun ved en vis ængstelse for ikke
at faa det mest mulige med og faa sagt saa mange fortræffe
lige ting som muligt; derved blir bogen lidt lang at læse.
Hans talents art synes i et og andet at minde om Alexander
Kielland.
Videre møder vi Mons Lie med to bøger, "Det brede
humør» og «I kvindens net». Disse kan ikke egentlig kaldes
romaner, de er begge i jeg-form og gjennemstrømmes af en
endnu ikke frigjort ironi over menneskets magtesløshed over
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
