Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgaard: Litterær oversigt. Danmark. Efteraarets bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Fjeldgaard.
som i «Aage og Else» misforstaar livet, er Tue Tavsen. Hans evne lii
livet knækkes allerede i hans opvekst ved dødens übarmhjertige frem
færd mod hans kjære. Han træder ud i livet med de dødes billeder i sit
hjerte; de vil ikke slippe ham, han kan ikke drive dem ud; han ved end
ikke seiv, om han vil drive dem ud. Og da livets krav melder sig i
skikkelse af en ung kvinde, solbarnet, den ukuelig livsfrodige Lull Wedén,
saa viger han ræd tilbage. I aarevis lader Lull sin freidige kjærlighed
kjæmpe den oprivende kamp med spøgelserne i Tue Tavsens sind. For
gjæves hun maa give tabt. Hver gang hun vækker livskraften og livs
troen i ham, hver gang falder han tilbage i den ene syge viden, at livet
kun er tilløbet til spranget ud i døden ; kun i den bevidsthed vinder han
den trætte ro, der for ham er lykken. Han har ikke tilliden, tilliden Ul
Lull, der er tilliden til livet; derfor kan livet ikke bruge ham. Thi, som
LuU skriver i det deilige brev, hun sender ham til afsked : " «Livet lader
sig ikke bespotte. Tue, d u har bespottet livet, det har du for du
har villet, det skulde være som du tænkte, men det kan livet ikke have —».
Der gives i dansk litteratur ingen saa indgaaende sjælestudie som denne
af Tue Tavsen. Med stor skarpsindighed har Harald Kidde ransaget de
tusender af halvbevidste stemninger og ufuldbaarne tanker, der bestemmer
et sjælelivs udvikling; om igjen og om igjen gjør Tue regnskabet op med
sig seiv uden nogensinde at vinde klarhed; de hundrede gange stilles Lull
og Tue sammen under hver gang ændrede betingelser, foråt ingen mulig
hed skal være uprøvet. Maaske er der gjort for meget ud af det; læseren
er maaske færdig med Tue, før forfaUeren er det. Seiv den bedste
bog kan være for lang. Alligevel, man har glæde af hver side i denne
bog; saa fin en kunstner er Harald Kidde. Stilkunsten er ham ikke hoved
sagen ; men den stil, han har behov, behersker han fuldkommen. Hans
sprog er uden rige prydelser, men indtrængende, dvælende, klart og rent
nøie afslemt efter klangfarven i denne skjønne og dybe bog.
Det er unegtelig en livsbetingelse for en sygnende litteratur at er
kjende sygdommens tilværelse og dens art men der maa andet til.
Kn litteratur kan ikke leve af at sige: «Se, hvor vi dør!» Noget af dette
andet, der maa lii, har JakobK n u dsen søgt og fundet. Som Johannes
V. Jensen og Fredrik Poulsen knytter han sit fremlidshaab tilden
kraftigste og mest særprægede del af den danske befolkning, den jyske
bonde. Den jyske bonde, i særdeleshed vendelboen, synes op under
kristendommens lusendaarige aag at have bevaret et uangribeligt verdsligt
livssyn, en stædig egenvilje, en urefiekteret sætten sig seiv som maal»
en uforknyt tilgjængelighed for begrebet «synd», der er ganske hedensk
egenskaber, der kan blive af største værdi for en kommende «dansk
renæssance». Det er disse eiendommeligheder, Jakob Knudsen har laget
op til behandling i «Sind» den jyske betydning af ordet «sind» er
nemlig «egenvilje», «egensind». Her har viljen til livet faaet kjød og blod.
Den fremtræder ikke negativt som protest mod døden; her tales ikke om
at bespotte livet og om, hvad livet ikke kan have. Livsviljen er übevidst
natur, «en deilig natur, saa levende og saa frodig; den kan bruge livet
og faa saa meget ud af det». Jakob Knudsens kunst er i denne bog
større end nogensinde, egentlig hævet over ros og dadel. Sproget er
klart og knapt, ikke ét överflödigt ord paa de over to hundrede sider.
196
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
