Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgaard: Litterær oversigt. Danmark. Efteraarets bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterær oversigt.
Man kan give en forestilling om dens fuldendte meslerskab ved at jevn
slille den med et storverk som (lu staf a f G e iers ta m s «Nils ’Fu f ve
son och hans mor». «Sind» er dette aars betydeligste danske bog.
OgsaaSven Lange hører til «dendanske renæssances» mænd. Skjønt
han gaar ganske andre veie end Jakob Knudsen, er det dog let at se, at
veiene fører i samme retning. Det var da ogsaa Sven Lange, der først
af alle fastslog Jakob Knudsens betydning i dansk litteratur. Men for
skjellen mellem dem er umiddelbart iøinefaldende. Jakob Knudsen er i
sine sympatier og forhaabninger udpræget folkelig; han finder kulturens
fornyelsesmuligheder i folkets primitive kraft, og han skildrer derfor
skikkelser og bevægelser i dansk folkeliv. Sven Lange er aristokrat;
han er ætling af en gjennem flere led høit kultiveret slegt; han kjender
ikke «folket», men han kjender mennesker, og han søger förnyelsen i
en dybere gransken og finere forstaaelse af sjæleliv end den, ældre for
fattereharhavt blik for. Han ved hvor flygligt, ufatteligt, übestemmelig! livet
tér sig. Denne livets rigdom, der spotter psykologernes skemaer og danser
sin heksedans vildt over etikernes fattige gjærder og hegn, den elsker
han, og den evner han at skildre; i «Kærligh eden s narre», i «Iris»,
i «Hjertets gærninger» har han fremtryllet de mest springende,
ugribelig levende skikkelser, dansk litteratur eier. Men netop dette liv,
der trodsede alle formler, der bruste ud over alle grænser, gjorde hans
første skuespil umulige paa scenen. Saa meget mere merkeligt og glæde
ligt er det, at han i sit nye skuespil «K vi n dely kke» har skabt et
menneske, Polly, der, uden at det ringeste af livets rigdom er ofret, synes
at maatte kunne fængsle et teaterpublikum og rive det med sig. Seiv
om dette imidlertid skulde vise sig at være et feilsyn, staar det dog fast,
at Sven Lange i «Kvinde lykke» har frembragt et verk, der til fulde er
ham som en af vore største digtere værdigt.
Som den übarmhjertige blotter af alle vanskud, den utrættelige rev
ser af alle svagheder i dansk folkekarakter har Henrik Pontoppidan
sin store andel i dansk kulturs förnyelse. Hans «Lykke-Per» kan opfattes
som den mægtige skamstøtte over den danske usselhed, der maa bræn
des ud, før den ny tids mænd kan finde frugtbar jordbund. Ganske vist
protesterer Pontoppidan mod denne opfattelse. «Det har ikke været min
opgave at afsløre en pjalt men jeg har villet skrive et menneskes
udviklingshistorie», skriver han i de forenede forlæggeres julekatalog
og naturligvis har han ret; en udviklingshistorie er noget meget mere
overlegent end en skamstøtte, og Pontoppidan er som alle store mænd
langt mangfoldigere, end partier og retninger har brug for at indse. Men
den ensidige opfattelse er ofte den mest frugtbare, og Pontoppidan nærer
en for en udviklingshistoriker noget urimelig forkjærlighed for at sige sine
landsmænd bitre sandheder. laar har han udsendt anden udgave af
«Sandinge menighed», der udkom første gang 1883. Denne nye udgave
er en helt ny bog, saa sterkt omarbeidet er den. Den har derved natur
ligvis vundet i kunstnerisk værd man kan skaffe sig megen nydelse
og megen indsigt i kunstens væsen ved at sammenligne disse to udgaver
men forfatteren har lillige stræbt at gjøre den «aktuel», et udtryk han
seiv anvender i forordet til den nye udgave. Denne aktualitet er opnaaet
ved indlæggelse af satiriske hentydninger til mangt og meget i moderne
197
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
