Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Knut Hamsun - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun.
Aa folk, for en fredag der blev i hans himmel!
Der oppe den lytten, her nede den stimmel,
den brusen mod heiden af hver den fortabt.
Og skulde han skulde han lukke sit øre,
da gjorde dog vi, hvad der var at gjøre.
Det skabte var bedre end han, der har skabt.
Man ser: negeren, som riser sin fetisen, det er Hamsuns
form for religionen; den er udtryk for hans tro paa menne
skets værd og livets usselhecl, samtidig med at han føler
livets gaadefulde magt.
Kun én karakter staar som en høvelig modstander over
for Munken Vendt: det er den stolte fru Iselin. Hun elsker
ham, drager ham paa trods af de andre op til dans paa
«broen» og udmerker ham; hans svar er kort: «Jeg elsker
jer ikke.» Af tilbagevisningens krænkelse fødes hendes had,
i det og i det alene viser hendes naturs stolthed sig. Som
hun siger: «Jeg kan baade hade og bare hade jer.»
Nu er det hemmeligheden, at munken Vendt elsker dette
hendes had. Naar hun vil lokke ham, saa synes ogsaa hun
ham at gaa «lidt ned, mere ned»; men hendes trods, hendes
stolte foragtelige ord, er et maal for hans ords klinge, som
gjør fægtningen til fest. Hendes had giver livet værd for
ham. Hun paa sin side redder ham ud af rettens klør for
at svale sit had i sin egen hevn mod ham. Og han lader
sig paa hendes bud baste og binde til træet, og staar der
med jord i hænderne, indtil græsfrøet spirer i den under
midnatsolens skin. Den som vil løse ham, skjelder han
ud; det er ham en lyst at lade hendes hevn fuldbyrdes.
Det er hans skjæbne. Hans hænder dør efter dette, han kan
ikke arbeide. Sulter. Ud paa høsten falder han med hovedet
mod en sten. Saa dør han, forblødende, sultende, leende,
trodsende.
Munken Vendt er menneskeaandens svøbe over Gudr
munken Vendt er en skjelmsmester. Spøg og alvor ligger
udfordrende nær hverandre hos ham. Medens han holder
paa med sin bodspræken mod livets herre, finder han paa
løier med plumpe mystifikationer. Derfor er det saa vanske
ligt at tro, at hans alvorsord springer ud af et livsens og
dødsens alvor. Indignationens store udbrud streifer indpaa
bravaden, og spøgen blir stødende plump i de alvorlige om-
251
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
