Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Et lidet bidrag til naturfølelsens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Bugge.
digte eier herlige enkeltbilleder, som viser os naturen i al
dens jomfruelige oprindelighed, billeder som «den rosen
fingrede morgenrøde» og «det vinblaa hav». Men naturen
skildres hos Homer kun for dermed at sammenligne men
nesket eller menneskets virksomhed. Og hos grækerne og
romerne blev i tidens løb naturfølelsen mere og mere kulti
veret og indsnævret. De boede jo fra alders tid i murom
givne byer, var fortrinsvis borgere, ikke bønder. Grækerne
og deres disciple romerne formaaede i grunden ikke at nyde
naturen uden som ramme om kunsten og om menneskets
egen skjønhed. Hverken grækerne i den efterhomeriske tid
eller romerne har nogensinde skildret naturen for dens egen
skyld, som den er überørt af kunst og af mennesker. Horats
er et godt eksempel. Han elsker naturen paa dannede ro
meres vis; det vil sige parken om sit landsted med rislende
bække, duftende roser og skyggefulde lunde og løvhytter,
hvor han kan digte og drømme, nyde sin Falerner og elske
sin Lalage. Horats elsker omegnen af Rom; han synger om
det snedækkede Soracte og har vel nydt udsigten oppe fra
Tusculum, hvor saa mange fornemme romere Cicero bl.
a. havde sine villaer, og hvorfra man har et herligt rund
skue udover Campagnaen og Rom. Men for landskabets
linjer, for vide udsyn og for fjerne ländes skjønhed har
Horats intet øie; han taler om det ugjestmilde Kaukasus, og
havet er ham en gru og rædsel.
De germanske folk i Mellem-Europa eiede langt flere be
tingelser end romerne for at kunne nyde og forståa naturens
skjønhed. Germanerne vai’ bønder; de havde ingen byer,
men levede paa landet, ved foden af høie fjelde, mellem store
skoge eller ude ved det frie hav. Bække, trær og lunde dyr
kede de som religiøse væsener. Dog findes der fra gammel
tid ingen tysk naturpoesi. Det samme er tilfældet med Frank
rige og de øvrige romanske lande. Dette hænger vel delvis
ialfald sammen med, at lyriken spiller en forsvindende rolle
ved siden af heltedigtningen. Men saa efter hvert som
ridderlivets idealer begynder at udfolde sig, sker der et
omslag. Folkevisen, som jeg her dog ikke nærmere skal
berøre, opstaar; trubadurerne og minnesangerne begynder at
kvæde. Paa høiden af middelalderen, ved aar 1200, forstaar
menneskene rent naivt at glæde sig over den ydre, sanselige
verden: over vaaren, som kommer med fuglesang og duftende
294
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
