Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Et lidet bidrag til naturfølelsens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Solen smiler over hvert et land.
Et lidet bidrag til naturfølelsens historie.
Sommer er kommet, vinter svunden,
grenet kristtorn hunden saarer.
Lydelig svarttrosten nynner sin sang;
til dén den spirende skog er en arv.
Det vrede, stormende hav sover.
Den spættede laks hopper sit sprang.
Jeg siger farvel til de ynglende sorger.
Hundene gjør, og hjortene mødes;
ravne kommer brusende; sommeren er her!
«Folk siger dog, at gutten blev nødt til at hente vand,
og Finn bandt ham ganske nøgen til Golfs bautasten til om
morgenen, saa efter den tid var der ingen mere snar og ucl
holdende i Finns krigerskare.»
Saaledes ender disse merkelige digte om sommer og
vinter. Men en oversættelse formaar langtfra at give digtenes
fulde skjøn hed, end sige hele sprogets vellyd. Det er omtrent
ligesaa vanskeligt af oversætte irske digte som vore egne
gamle skaldekvad. Versemaalet er indviklet. Der er bogstav
rim og stavelserim, ord som rimer i samme verslinje, alt
sammen ting, som moderne sprog vanskelig magter at ud
trykke; desuden er der ogsaa i originalen enderim i anden
og fjerde verslinje. Jeg tror dog, at seiv en prosaisk, ordret
oversættelse maa give et indtryk af irernes levende kjærlig
hed til naturen. Ingen moderne digter vilde behøve at skamme
sig over den skjønne sang til maidagens pris. Hvilket intimt
kjendskab til naturen og det mylrende dyreliv ude i skogen
aander der ikke af disse vers, og saa det lille glimt ind
i naturens og de skiftende aarstiders virkning paa menneske
livet: «Manden blomstrer; møen knoppes seiersstolt og skjøn
og sterk.»
Men disse digte staar ikke alene. Gjennem hele den
irske litteratur gaar som en rød traad menneskenes kjærlig
hed til naturen. Vi faar ganske anderledes end i den øvrige
middelalders-litteratur, seiv mere end i sagaerne, et indtryk
af, at menneskene levede ude i og med naturen, paa jagt
ude i de store egeskoge efter hjort og vildsvin, i fiske ved
elvene og som landflygtige over paa de øde vidder og i fjeld
dalene i Skotland. Og det var ikke bare naturen i solskin
305
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
