Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Et lidet bidrag til naturfølelsens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bitter i brystet.
Alexander Bugge.
og smilende ynde, irerne magtede at skildre. De forstod
ogsaa at skildre storm og uveir og det oprørte hav, nåar vin
den farer over «Lers mark» 1. Et navnkundigt digt om havet
skal saaledes ifølge sagnet være kvædet af skalden Rumann
for nordmændene i Dublin. Digtet, som endnu delvis er op
bevaret, begynder saaledes: «Der raser en storm paa Lers
mark.» I den vakre fortælling om Lirs børn, som af sin
onde stedmoder blev omskabte til svaner, findes der ogsaa
gribende skildringer af stormen og kulden en vinterdag paa
havet nord for Irland oppe ved Hebriderne, hvor vingerne
fryser fast til fuglenes sider, og isen skraber skindet af
huden.
Til forskjellige tider, i gammel og i ny tid, har kelternes
digtning virket paa menneskene langt ud over deres egen
hjemstavn, som nu kun er en afkrog af verden; og det, som
altid har virket sterkest, er netop den følelse af samliv og
samhørighed mellem naturen og menneskene, som hele den
keltiske og fremforalt den irske digtning saa sterkt frem
hæver. I den tidligste middelalder drog irske munke som
missionærer og kulturbærere til England, Skotland og Mellem-
Europa. Overalt førte de med sig sin interesse for videnskab,
sin kjærlighed til kunst og digtning. Den angelsaksiske
kultur er saaledes dybt præget af forbindelsen med Irland.
Der findes i angelsaksisk poesi bløde, næsten sentimentale
naturskildringer: af vaarens komme, nåar isen løsner og
skibene seiler ud, og udlængsel vækkes i menneskenes bryst,
af fuglenes sang og de spirende blomster, som i digtet
«Sjøfareren» :
Træ og busk nu blomstrer; borgene blir fagre;
vang og eng sig smykker; verden blir glad.
Alt dette lokker den, som længes ud,
til paa færd at drage, maner den, som saa tænker,
til fjernt at vandre paa bølgernes veie.
Saa maner og gjøken med klagende røst;
sommerens vægler synger; sorg den bebuder
Slige naturskildringer er fuldstændig fremmede for al
anden gammel-germansk poesi, den være sig nordisk eller
1 En kjenning for havet; Ler var havgudens navn.
306
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
