Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tidens tanker.
godt være nogen saa intim naturlig forbindelse. Der maa
være et ganske kraftigt landeskille ogsaa mod øst for Norge.
Rudolf Kjellen skrev for en tid siden (Ymer 19) nogle
«Studier over Sveriges politiske grænser», som øiensynlig
hviler paa den grundopfatning, at der ikke findes noget saa
dant. «Naturen har ladet grænsen ligge aaben.» Naar Sve
rige efter 1595 stillede bestemte fordringer paa havgrænsen
mellem Varanger og Ofotfjorden, saa «betinger dette i virke
ligheden det svenske folks første arbeide paa at naa en na
turlig grænse». Den nuværende er det ikke. Kjelléns ræson
nement er helt bundet til selve grænselinjen, ikke til folke
skillet. Han gjennemgaar, hvor store dele af linjen dannes
af «historisk kulturgrænse», af konstruktive retlinjer, af «na
turlige grænser» hvorved det særlig forstaaes elve eller
«vandskil med eller uden fjeldryg». Det er navnlig den be
kjendte Kjølen, som tilfredsstiller Kjelléns geopolitiske krav
til en naturlig grænse nåar han ikke med en gang kan
faa Atlanterhavet. Kjellen har endog opdaget, at der lige
frem findes et «geografisk instinkt», som udpeger Kjølen
til grænse. Dette instinkt gjorde sig allerede gjældende for
900 aar siden. Den gjæve bonde Brynjulf Utfalde udtalte i
1016, at «vi bønder ved, hvor fra gammel tid landeskillet mel
lem Norges, Dana- og Sveakongens land rettest har været,
nemlig at Gøtaelven gjælder mellem Vänern og sjøen, men
mod nord markerne indtil Eidaskog og siden Kjølen (eg.
kjølerne) alt nord til Finmarken». Dette synes som talt af
en geograf som Kjellen, tydelig og klart angi ves det lange
hovedskille, som vi alle har vænnet os til at se som det
naturgivne.
Ulykken er imidlertid den, at man dog ikke godt kan
tåge ordene saadan ligetil, som i en moderne skolegeografi.
Brynjulfs udsagn fremkom paa et ting blandt kystboerne i
Bohuslen, det gamle Ranrike. Han taler om ting, som ved
kommer dem, som bøndeme der ved om. Gøta-elven raadede
dengang landskillet, som til 1660, som senere landskabs
grænsen mellem Bohuslen og Götaland. Siden gik grænsen
efter skogene = markerae op til Eidaskog. Om dette er
markerne mellem Eid i Dal og Enningdalen den Eidaskog,
som Sighvat Skald lidt efter reiste over paa vei fra Sarps
borg til Vestergøtland eller om det er den mest kjendte
graenseskog syd for Kongsvinger, eller det hele, er det vel
385
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
