Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Kjær: Smittekilden. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SMITTEKILDEN.
Den Ulle klokke ringede løs, det var som den gneldrande
jammer dængtes ud af den, og den blev uforskammet
ved i det ustanselige til harm for alle husets ældre nerver.
Jomfru Henriksen paastod, at hun laa vaagen den bedste tid
af natten af gru for denne morgenklokke, men de, den skulde
vække, sov. En og anden kunde vende sig i sengen, og i
hans drømme kunde kleratene omfortolkes i uklare billeder
hjemmefra kirkesøndage, dombjelder ... En og
anden kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen, dybt
og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette hverv, fordi
han var aarvak som en hane og paalidelig som en port-
hund. Han bar endnu sin stutte nordlandstrøie af sort vad-
mel, han var høi og sværlemmet, men det unge blide ansigt
var graat af uvant studieliv. Høit og med grovt mæle repe
terade han græske verbalbøininger i takt med dragene i
klokkerebet : faino, fana, éfena, péfangka.
Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer og
isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig blev der
tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude knagede for
hidsige knoker, og et morgengrættent ansigt keg ud.
«For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker i ørene,
og de andre er af dem, Vorherre ikke faar vækket paa
dommedag ...»
iFainumen, faineiton, faineiton . . .», sang ringeren ud i
veiret, men endelig slåp han tauget.
«Godmorgen, jomfru Henriksen.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
