Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giovanni Verga.
saa ustanselig lige i hælen, at han aldrig faar set ham i
perspektiv. Og der er barnagtig beundring for heltinden, som
hun teatermæssig blir anbragt under præsentationen for
læseren. I det hele, et ytre apparat som det holder sig den
dag idag i den kunstsmag som mættes gennem avis-føljeto
nerne. Og der er delvis i lidenskabens udbrud en retorisk
langtækkelighed og sentimentalitet som hos en Dumas.
Saadan virker bogen idag. Men for at være belt retfær
dig maa man selvfølgelig se den mod dens samtid. Endog
for den kan den imidlertid ikke ha bragt noget større nyt.
Der ligger fransk læsning bag; det er en bog falden under
Musset, om ikke direkte, saa gennem slægtled. Men paa
dette omraade, i den literatur som fulgte ovenpaa Confessions
dun enfant de siécle, er jeg for lidet bevandret til i tilfælde
at paapege de specielle paavirkninger; jeg ser kun at Una
peccatrice i sidste instans skriver sig fra Mussefs bog. han
er bundet av typen i den. Det er dens «déscnchantement»
som gaar igen. Over situationer og skikkelser ligger det
sentimentale graaveir, hvori konturer ikke skimtes tydelig,
en farvetone som er det romantiske gemyts usvigelige kende
tegn, og som ikke har udelukkende med literaturhistorikernes
baaser at gøre, men kan brede sig i de mest «naturalistiske»
forfatteres bøger (f. eks. Hans Jæger). Den tilhører roman
tikeren, nåar han skyder hammen, nåar desillusionen er
inde og begravelsen foregaar. Der er den samme despera
tionens pathos i Verga’s bog som hos Musset; folk gaar livs
trætte i skodden, og der er nogen kloge, som holder lange
taler om livets tomhed eller forelæsninger om materialis
mens nødvendighed. Jeg har ogsaa ovenfor antydet situa
tioner som er de samme.
Men denne bog er ligefuldt personlig følt. Der er for
herligelse av hans fødebys natur, om billedet ikke just er
saa tændende og egenartet; det er Catani a, byen ved Mid
delhavet, en sydlandsk, sort sommeraften; der er musik paa
spasergangen langs stranden; det dingler og skælver i lygte
lysene som hænger inde mellem trærne:
«. . . Det var en av hine fortryllende aftener som man til
bringer paa disse Middelhavets kyster, hvor havets glatte og
umaadelige speil, der maanens bløde og fredelige straale kaster
skælvende genskin, synes at tjene som ramme for det muntre og
livfulde billede, som kryr forførende der inde under trærne . . .»
481
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
