Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Men især ser jeg et personligt moment i skildringen av
hovedskikkelsen, manden «med arabisk blod i andalusiske
aarer», som det heder, i den stærke betoning av hans føl
somme naturel, av hans modtagelighed for denne verdens
stød, som stundevis avløser det spanske ved ham, den over
modige selvfølelse; i dette svaiende er der for mig et vagt
rids av digteren seiv.
Der er en ting til som tyder paa, at bogen indeholder
lidelser som er gennemlevet. De hovedtræk nemlig, de staa
ende situationer, som senere gaar igen hos Verga i hans
værker fra denne ældste, mindre selvstændige udviklings
fase, de findes her i grunden samlet; Verga er ikke opfind
som. Og ogsaa skikkelserne som de senere træffes findes
her i hans første bog. Der er erotik som fysisk syge;
her nævner jeg Storia di una capinera (1874), hvor en ung
nonne blir forelsket i en mand og fortæres lige til døden;
eller jeg nævner romanen Eva, en pinlig historie om man
dens skin syge ligeoverfor en feiret danserinde, men som
ellers i saa altfor meget ligner Una peccatrice; hun forlader
tilsidst kunsten for hans skyld; saakommerkummeren,degnis
lende sammenstød, bruddet; han sulter, mens hun kommer
over paa rige hænder; da trøster han sig hos andre, men
saa blir hun skinsyg en sirene som holder ham fangen
og udsuger ham uden at elske; det ender med hans bryst
syge og død. Det samme graaveir i resignationen; han er
her en skikkelig kunstner, med idealer og geni, som tidens
købmandsaand ikke paaskønner, og gør i begyndeisen samme
figur blandt varietéens stjerner som Rastignac blandt kokot
terne i Balzac’s Pére Goriot. Endog saa sent som i no
vellerne ligger folk tilsængs for ulykkelig kærlighed, f. eks.
i Drammi ignoti (i samlingen Drammi intimt, 1884), hvor
morsfølelsen og erotisk følelse tørner sammen; den unge
datter er syg av kærlighed til morens ven. Romanerne Eros
(1875) og Tigre reale hører til denne lidet egenartede fase og
har samme ensformighed i fremstillingen av den erotiske til
trækning, seiv om man kender Verga igen paa stilen, i den
underlige blanding av oppiblende sentimentalitet og frem.
- ormende energi, hvor man stundom endog ser glimt av
hans store evne til at bygge fyndig og i sprang nåar hand
lingen blir stærk. I Eros synes forf. endog seiv at ha gnat
træt i passionens fortumlede jag. Scenen henlægges i disse
482
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
