- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Femtende aargang. 1904 /
492

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: De skandinaviske folks politiske fremtid - II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hjalmar Christensen.
men fordi styrelsen var saa usikker, at en næringsvei naar
somhelt kunde blive ødelagt ved en lov.
Striden mellem Norge og Sverige har en saa lang for
historie, at det vil være næsten umuligt at skifte ret. Begge
lande har havt uret, Sverige ikke mindst, Men nu har
Norges selvstændighedskamp baaret frugt i en kultur, som
intet har .at frygte af Sverige, og i en politisk frihed, der paa
alle væsentlige punkter er saa stor, som det er muligt, nåar
to lande skal være forbundne ved noget mere end en skin
union. Naar konsulatsagen er tilfredsstillende ordnet, maa
Norge, indtil videre, lade sig nøie. De to lande har faaet
saa kraftige varsler om at holde sammen, at hvis
de ikke gjør det, fortjener de Polens skjæbne.
Norges og Sveriges fremtid er dybt sammenvævet, de kommer
til at staa begge eller falde begge.
Der er altid en fare, nåar et lidt større og et lidt mindre
rige danner en union. Det større vil gjerne regnes for lidt
mere, det mindre er tilbøieligt til at være mistænksomt.
Med Norges og Sveriges forhistorie er faren endnu større.
Föreningen kom ikke i stand under de lykkeligste auspicier.
Og for svenskerne virker deres fortidsmiuder endnu fristende.
Der udfordres imødekommenhed, og der udfordres resigna
tion, fra begge sider. Men denne resignation er ogsaa
nødvendig.
Jeg ved, at man vil raabe: nåar konsulatsagen er ordnet,
staar udenrigsministeren igjen. Jeg maa oprigtig sige,
at dette gaadefulde amfibium: den dobbelthodede udenrigs
minister altid har befundet sig udenfor min begribelses
evne. Jeg har forstaaet hans mission, saalænge det mere
eller mindre fordækte maal var unionens opløsning. Da
vilde dette uhyre være en ypperlig brækstang. Men nu er
det jo begge folks hjertelige ønske at forbi ive i unionen. Da
synes jeg, hans mission maa være endt. Han er nu et
spøgelse. Men spøgelset er kommet ind i akterne, og man
ved, hvor vanskeligt det er at fjerne noget, som først er
kommet ind i dem. Maaske lykkes det vor kloge diplomat,
hr. Sigurd Ibsen, at udforme en «maniére de vivfie» ogsaa
for den dobbelte, men neppe uden at give Hs. majestæt
kongen en personlig indgribende myndighed, som hverken
den norske eller den svenske konstitution har tiltænkt ham.
Hvis Norge og Sverige skal danne en realunion, hvad begge
492

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:21:14 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1904/0500.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free